What Makes Nancy So Great By Sidney, 2011
Sid Vicious (1957 London – 1979 New York) var bassist i det britiske punkband Sex Pistols, der med Sid Vicious som bassist eksisterede i perioden 1975-1978. Vicious havde et stormfuldt kærlighedsforhold til den jævnaldrende amerikanske groupie Nancy Laura Spungen (1958-1978 New York). Hun blev under mystiske omstændigheder fundet død på værelse 100 på Chelsea Hotel i New York den 12. oktober 1978, hvorefter Sid Vicious i en periode var hovedmistænkt i sagen. Han blev dog senere løsladt mod kaution og døde selv af en overdosis af heroin året efter kun 21 år gammel.
Sid Vicious anses for at være et af 1970’er punkscenens helt store ikoner.
Rose Eken har med det næsten to meter høje broderi What Makes Nancy So Great By Sidney i hånden broderet Sid Vicious’ ikoniske kærlighedserklæring til Nancy. Den oprindelige erklæring skrev han på et stykke ødelagt linjeret papir i 1978. Erklæringen består af 12 punkter, hvor han lister sit livs kærligheds særlige egenskaber op. Listen er ærlig og viser tydeligt, hvor stormfuldt deres kærlighedsforhold var. De levede begge på kanten og var heroinnarkomaner, hvilket kommer til udtryk i punkt nummer 12, hvor han beskriver, at hun var en god hustler og forstod at snøre folk for både penge og stoffer.
Sagen om Nancy blev aldrig opklaret, og deres kærlighed og alt for tidlige død er den dag i dag fortsat omgærdet af mystik og konspirationsteorier om, hvad der egentlig skete dengang på Chelsea Hotel. Med værket peger Rose Eken på sin store interesse for musikkultur.
Horsens Kunstmuseum erhvervede værket i 2020 som det første broderi af kunstneren i museets samling.
Museets samling af Rose Eken rummer også andre værker, der peger på hendes store interesse for musikhistorie; her kan nævnes værkerne Aftermath, Jacket with Green Sleeve og Misfits – Jacket with Green Sleeve, alle fra 2018. De tre værker var alle at opleve på Rose Ekens soloudstilling Afterbeat på Horsens Kunstmuseum samme år.
What Makes Nancy So Great By Sidney, 2011
Broderi
Mål: 193,5 x 140 cm
Erhvervet den 19. oktober 2020
Inventarnummer: 1667