fbpx

Cathrine Raben Davidsen – samlingsophængning

I efteråret 2023 præsenterer Horsens Kunstmuseum en større samlingsophængning med værker af Cathrine Raben Davidsen. Her er det muligt at opleve værker som Familie fra 1996, Jealosy (efter Manet) fra 2003, Poisoned Tongues fra 2006, To Tell the Truth fra 2009 og Dark Night IV  fra 2016.

Læs mere om udvalgte værker fra samlingsophængningen her.

I Cathrine Raben Davidsens (f.1972) kunstneriske praksis forenes historiske fortællinger og oldtidens traditioner og mytologiske figurer med nutidsmenneskets eksistentielle udfordringer og problemstillinger. Cathrine Raben Davidsen er på mange måder en sampler af forskellige visuelle og æstetiske udtryk og kendte motiver fra historiens mest anerkendte kunstnere og forfattere. Tematikker omhandlende køn og identitet bliver skildret med sanselighed og stoflighed, hvilket er med til at invitere beskueren med ind i værket. Karakteristisk for hendes kunst, hvad enten det er malerier, fotografier, collager, keramik, tegninger eller grafik, er skildringer af mennesker, ofte kvinder, hvis kroppe er i opløsning eller fremstår slørede og utydelige. Tilbage står menneskenes ansigter klart skildret, ofte sminkede og med et alvorligt udtryk. Cathrine Raben Davidsen besidder en fascination af de mennesker, der er blevet forbigået i historien eller ikke har haft en stemme. Med sine værker er hun med til at give dem den stemme, de aldrig fik.

Det er muligt at læse mere om Cathrine Raben Davidsen i Horsens Kunstmuseums samling her.