fbpx

Silas Inoue

Horsens Kunstmuseum præsenterer en større soloudstilling med billedkunstner Silas Inoue til september 2023.

Udstillingen Lower Lifeforms  på Horsens Kunstmuseum, vil bestå af tegninger og skulpturelle og installatoriske værker, hvor ukonventionelle materialer som olie, brændt plastik, e-waste og mikrober blander sig med mere traditionelle materialer som bronze, træ og gips.  

Titlen på udstillingen Lower Lifeforms refererer til menneskets hierarkiske tilgang til naturens mange livsformer, og menneskets mangel på empati overfor organismer som vi ikke kan identificere os med, som f.eks. orme, snegle, tusindben og andre komposterende organismer.  

Lower Lifeforms vil både være en hyldest til de såkaldte laverestående livsformer, og til materialer som ofte anses som urene og værdiløse. Udstillingen vil udfolde sig som en fabulerende underverden af dæmoniske væsner, antropomorfe insekter, forstørrede vandorganismer og biofuturistiske byer beboet af skimmelsvampe. 

Selvom udstillingens værker vil portrættere ikke-menneskelige væsner og entiteter, handler Lower Lifeforms i høj grad om os mennesker, og de mere eller mindre sympatiske tilbøjeligheder som kendetegner vores art – og den tid vi lever i. 

Udstillingen etableres i tre at museets store udstillingsrum og indeholder såvel tidligere som nyproducerede værker.  

Udstillingen er gavmildt støttet af Knud Højgaards Fond, 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Familien Hede Nielsens Fond og Insero Horsens.

 

For yderligere information kontakt venligst museumsinspektør Julie Horne Møller på jhmo@horsens.dk