1 februar – 30  marts 2003

Siden gartneren Joseph Paxton fik til opgave at konstruere et kæmpemæssigt drivhus til den store verdensudstilling i London i 1851 har ideen om det transparente glashus haft en central plads i den moderne rum- og arkitekturhistorie. Det “Crystal Palace” Paxton tegnede kom som et emblem til at repræsentere en række af de elementer den modernistiske arkitektur sidenhen tog til sig og videreudviklede. I det hele taget kunne man sige, at selve forestillingen om transparens eller måske rettere “rummets transparens” i hele det 20. århundrede fik en meget central betydning i vores virkelighedsopfattelse. Såvel arkitektur, kunst og kultur som politik og samfundsstruktur har rumligt været stærkt præget af ideen om transparens. Bl.a. fordi transparens er blevet et billede på eller synonym med rationalitet, lys, gennemskuelighed, klarhed, ærlighed og i sidste instans demokrati. Titlen “The Greenhouse effect” skal derfor i denne sammenhæng ses som et sammenfattende sprogligt billede på den logik der styrer den modernistiske rumopfattelse.

Et vigtigt aspekt ved denne “glassets logik” er at der nok er tale om en transparens men at glasset også adskiller. At man nok kan se gennem glasset, men at der i kraft af glassets materialitet samtidig er tale om en fysisk adskillelse mellem forskellige rum. Transparensen er altså ikke nødvendigvis total, men netop kendetegnet ved at være bundet til synet,- til det visuelle. Denne prioritering af øjet er en anden gennemgående figur i det moderne som man indenfor det 20. århundredes kunst ser eksemplificeret i splittelsen mellem krop og blik som det f.eks. er blevet beskrevet af Brian O´Doherty i “white cube”-problematikken.    På den måde kan glasset også ses som en hinde eller grænseflade mellem forskellige rumlige kategorier og skalaer, mellem f.eks. indre og ydre, inde og ude, subjekt og objekt, reel og imaginær, virkelighed og repræsentation. F.eks. er Per Højholts digte blevet beskrevet som vinduet mellem menneske og verden og hans digteriske metode som stadige forsøg på at opretholde vinduets klarhed og altså transparens. På den baggrund virker det populærvidenskabelige begreb ³drivhuseffekten² som en meget rammende titel på en udstilling som på en poetisk, men også kritisk måde, forsøger at tage fat i vores forstillinger om transparens.

I forbindelse med udstillingen vil der blive publiceret et katalog med en samtale om udstillingen og kunsten i den mellem Peter Holst Henckel og Sonja Martensen.