Let Everything Happen to You. Cathrine Raben Davidsen

Med menneskekroppen og det tidløse landskab som metaforer for tilværelsens uundgåelige transformation indtager billedkunstner Cathrine Raben Davidsen Horsens Kunstmuseum med et væld af ladede og intense billeder.

Udstillingen Let Everything Happen to You er en soloudstilling af kunstnerens arbejde til dato. Den kaster lys over en mindre kendt og mere personlig del af Cathrine Raben Davidsens praksis, der er rundet af erfaringer som tab, sorg og identitetssøgen. Gennem værkerne formidler kunstneren sin enorme maleriske spændvidde og følelsesmæssige kompleksitet, hvor undersøgelsen af menneskets sårbarhed og billedets kraft er i centrum.

Cathrine Raben Davidsen (f. 1972, København) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har før det studeret på kunstakademier i Italien og Holland. Raben Davidsen har udstillet bredt i Danmark og udlandet, heriblandt også skabt omfattende kommissioner, og hendes arbejde er repræsenteret i adskillige museumssamlinger og institutioner. Hun er hædret med talrige priser og legater og i 2015 blev hun udnævnt til Ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Læs mere om udstillingen her.

Udstillingsperiode torsdag den 6. juni – søndag den 18. august 2024.

 

Fotograf: Jacob Friis-Holm Nielsen