Jasper Sebastian Stürup – Today We Escape
19 januar – 30 marts
Flere unge kunstnere har de senere år beskæftiget sig med tegningen som selvstændig udtryksform – tegningerne har værkkarakter på lige fod med maleri eller skulptur.
Horsens Kunstmuseum starter 2008 med en udstilling med tegninger af kunstneren Jasper Sebastian Stürup (f. 1969), der allerede har markeret sig på den internationale kunstscene.
Jasper Sebastian Stürup skaber med sin fine, præcise tuschstreg et drømmeagtigt univers, der folder sig ud på store hvide ark, ofte kun med en enkelt eller få farver. Stregen er præcis, men det er budskabet ikke nødvendigvis. Dog er der et strejf af narration i tegningerne, kunstneren har noget på hjerte, men vi får det ikke serveret på et sølvfad.
Jasper Sebastian Stürup præsenterer på udstillingen ”Today We Escape” atten tegninger og videoen “Everybody Cares, Everybody Understands”. Tegningerne udspringer af kunstnerens personlige erindring om eller nedslag i forskellige film. Det drejer sig om alt fra science fiction klassikere som Solaris og Nærkontakt af 3. grad til film som Christiane F, Taxi Driver og Quadrophenia. Fælles for filmene er, at de på hver deres måde illustrerer en illusion eller en higen efter en anden virkelighed. Ved at gengive sin egen personlige oplevelse af disse film, forholder Jasper Sebastian Stürup sig til filmenes fiktive verden, kommenterer den og giver os, som betragtere, muligheden for at udvide forståelsen af og indlevelsen i kunstnerens drømmeunivers. I videoen “Everybody Cares, Everybody Understands” tilbydes vi et kig ind i prøverummets intimes sfære. Vi ser en kvinde i færd med at prøve en smuk kjole, vi ser, hvordan hun poserer og oplever netop det øjeblik, hvor virkeligheden forsvinder i prøverummets moment af ny identitet og fortabelsen i den smukke kjole. Et øjeblik, der minder om oplevelsen i biografen, hvor vi for et par timer kan drømme os ind i en anden virkelighed og identificere os med filmens karakterer.
Jasper Sebastian Stürups tegninger er dybt fascinerende. De kræver noget af deres betragter, fordi de ikke gør meget væsen af sig, men giver man dem et øjebliks opmærksomhed, lokkes man af den præcise og sarte streg ind i et stemningsfuldt univers, der ved udeladelser af f.eks. ansigter og abstrakte elementer ansporer betragteren til personlig involvering.
Læs mere