
Stok, 2014
Emil Westman Hertz bronzeskulptur Stok fra 2014 stammer fra en større værkserie med værker som Prinsens Have, Alt hvad der var er nu væk, Medicinlinje 5 og Grønne værelse, alle værker der ligeledes er en del af Horsens Kunstmuseums samlinger af værker fra 2014.
I Emil Westman Hertz univers opleves materialer som bjørneklo, brugte medicinemballager, bivoks og bronze. Værket Stok er en bronzeafstøbning af en bjørneklo, formet som en stok. Emil Westman Hertz var optaget af det antropocæne og forståelsen af at mennesket er den største drivkraft for forandring på jorden. Emil Westman Hertz arbejdede i sin kunstneriske praksis med tarot og forståelsen af symboler som forvarsler og redskaber til at aflæse verden. Her opleves eneboeren med stokken, som et symbol på den inspirerede der søger efter sandheden. Søgeren vandrer igennem både ydre og indre landskaber for at finde forståelse.
Stokken / krykken optræder allerede 2011 i skulpturen Sygeleje, der ligeledes er en del af Horsens Kunstmuseums samling. Stokken kan man støtte sig til, den kan hjælpe med at holde en oprejst og føre den der vakler videre i livet. Stokken kan også symbolisere rejse og pege på den rejse Emil Westman Hertz var på, både i livet og i hans kunstnerskab.
Stok, 2014
Bronze
Mål: 132 x 10 x 4 cm
Gave fra Ny Carlsbergfondet den 2. oktober 2025
Inventarnummer: 1817