fbpx

Bjørn Nørgaard – Recycling Art


 27 marts –  1 august 2010

Nye aspekter af Bjørn Nørgaards mangfoldige kunstneriske univers vil se dagens lys, når vi dette forår byder velkommen til udstillingen Recycling Art. Her præsenterer vi Bjørn Nørgaards tredimensionelle produktion fra 2000 og frem, herunder en række helt nye værker.

Udstillingen er resultatet af et samarbejde med Kunstsammlung Chemnitz, der i august 2009 åbnede en udstilling med skulpturer, og Statens Museum for Kunst, der til april åbner en bred retrospektiv udstilling. Til grund for arbejdet med de tre udstillinger ligger et enestående stykke forskningsarbejde i form af Bjørn Nørgaard Oeuvrekatalog – en database, der præsenterer Bjørn Nørgaards samlede kunstneriske produktion i billeder, tekst, film og lyd. At udfærdige et fuldstændigt katalog over Nørgaards kunst er ikke forsøgt siden 1986. På foranledning af Horsens Kunstmuseum er det lykkedes igen – og nu i digital form – med betragtelig støtte fra Løvbjergs Almene Fond og Horsens Kommune.

Samtidig med åbningen af Recycling Art og offentliggørelsen af Bjørn Nørgaard Oeuvrekatalog gen indvier vi Bjørn Nørgaards hovedværk Menneskemuren fra 1982. Værket er et 15 m bredt monument, der oprindeligt blev skabt til et skandinavisk fremstød på Guggenheim Museum i New York. Trods sin status af hovedværk har det ikke været offentligt tilgængeligt siden 1994. Vi er derfor stolte af at kunne præsentere værket i en ny restaureret udgave i parken foran Horsens Kunstmuseum – en kunsthistorisk milepæl, der er realiseret med substantiel støtte fra Inge og Asker Larsens Fond til Støtte for Almene Formål samt bidrag fra Horsens Kommune.

Recycling Art er realiseret med støtte fra Horsens Kunstmuseums Erhvervsklub, der tæller følgende medlemmer: Lantmännen Unibake A/S; HAY BS Studio A/S; Bestseller A/S; Løvbjerg Fonden; Horsens Kommune; VIA University College; Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder; Østjydsk Bank A/S og Foreningen Energi Horsens.

Udstillingen har desuden modtaget støtte fra Montana.

Læs mere
Bjørn Nørgaard - Recycling Art
 Bjørn Nørgaard - Recycling Art
 Bjørn Nørgaard - Recycling Art