Morten Buch By Proxy
2. november 2013- 12. januar 2014
Lørdag den 2. november slår Horsens Kunstmuseum dørene op til en ny særudstilling med den autodidakte billedkunstner Morten Buch (f.1970). Udstillingen ’Værksted’ byder både på et glædeligt gensyn med Morten Buchs univers og en mulighed for at tage pulsen på maleriet anno 2013. Morten Buch arbejder i sit kunstneriske virke med maleriet i et udvidet og gerne kontrastfyldt felt, og har siden slutningen af 1990érne været udstillingsaktuel både i museums og galleri sammenhænge. Sidst Morten Buch var udstillingsaktuel på Horsens Kunstmuseum var i 2008 med udstillingen ’The Last Resort’ hvor en lang række kæmpemalerier, med fordrejede hverdagsmotiver indtog museets store rum.
Den aktuelle udstilling skal ses som et konkret nedslag i Morten Buchs aktuelle produktion. På udstillingen vil det både være muligt at se en række billeder med stærke farver og en række farveløse billeder. Motiverne er fortsat hentet fra hverdagen, men motiverne er forstrukket og forvredet til noget nær ukendelighed og fremstår på en ny og anderledes måde. Udstillingen med Morten Buch kan ses i museets nye eksperimentarium. Her vil museet fremover vise en lang række mindre udstillinger, der alle tager afsæt i den enkelte kunstneres aktuelle produktion. I forbindelse med udstillingen med Morten Buch publiceres der et katalog.
Læs mere om udstillingen her.
Morten Buch er ugens kunstner i uge 2 på Kunsten.nu, det er muligt at læse artiklen her.