fbpx

Tal R – looooked

8 maj – 13 juni 1999

Fredag d. 7. Maj blev Venneforeningens Kunstnerpris uddelt for anden gang. Prisen er sponsoret af Horsens Folkeblads Fond og Familien Hede Nielsens Fond. I år gik prisen til billedkunstneren Tal R, der fik overrakt kr. 25.000 ved åbningen af udstillingen “Looooked” på Horsens Kunstmuseum. Venneforeningens Kunstnerpris uddeles af Horsens Kunstmuseums Venner, og gives til en ung lovende billedkunstner, der har markeret sig inden for de sidste år, og som muligvis vil finde vej til Horsens Kunstmuseums samlinger i de kommende år. Tal R er født i 1967, og har netop i de sidste par år markeret sig stærkt inden for billedkunstens mere traditionelle udtryksformer; maleri og tegning, og formår at fastholde disse udtryksformer lyslevende og vedkommende. Den pessimistiske holdning til kunstens muligheder og overlevelsesevne, som dele af 90’ernes kunstmiljø har lagt for dagen, fejer Tal R´s værker til side. På kanten af årtusindeskiftet viser hans værk, at maleriet og billedkunsten stadig er levende og stadig kan give indsigtsfulde oplevelser. Udstillingen der netop er åbnet på Horsens Kunstmuseum viser en række helt nye værker, hvor Tal R har bevæget sig bort fra det overvejende abstrakte maleri mod et mere figurativt maleri.

 

 

læs mere