Peter Holst Henckel, Peter Neuchs & Peter Rössell
I museets stueetage er det muligt at opleve en ophængning af museets egen samling af kunstnerne Peter Holst Henckel (f.1966), Peter Neuchs (f. 1958) og Peter Rössell (f. 1964).
Alle tre kunstnere var i 1990érne en del af det kunstnerejede galleri ’Baghuset’ på Nørrebro i København. Galleriet blev oprettet af Peter Holst Henckel og Peter Rössell i 1987. Her tog kunstnerne afstand til det vilde og ekspressive maleri, som der havde været meget fokus på op igennem 1980érne. Baghusets kunstnere hentede deres inspiration i 1960érnes amerikanske popkunst og den konceptuelle tradition, og de fandt især deres motiver i reklamens og mediernes flimrende billedunivers. Ved at sætte disse hverdagens billeder og symboler ind i nye sammenhænge eller vende vrangen ud på dem, skabte de en bevidsthed om den aktuelle verden som vi alle er en del af.
Baghuset eksisterede i perioden 1988-1992 og bestod af kunstnere som: Joachim Koester, Lars Bent Petersen, Christian Schmidt-Rasmussen, Jens Brinch, Peter Neuchs, Peter Rössell og Peter Holst Henckel.
Peter Holst Henckel
Er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1992.
Peter Holst Henckels kunstneriske praksis udspiller sig i et felt mellem æstetik, politik og poesi og hans værker balancerer ofte på grænsen mellem et enkelt, klart udtryk og en implicit kompleksitet af betydning.
I Horsens Kunstmuseums samling er det muligt at opleve 15 inventarnumre af værker af kunstneren, skabt i perioden 1993 – 2016. Samlingen består af maleri, skulptur og fotografi.
Peter Neuchs
Peter Neuchs er uddannet på Det Kongelige danske Kunstakademi i perioden 1985 – 1992. Peter Neuchs bruger i sine værker ofte ydmyge materialer, der henviser til mennesket som individ. På den måde bliver henvisninger til, hvordan vi agerer i en moderne verden, ofte en væsentlig del af hans kunstneriske oeuvre. Vi møder det basale, det almenmenneskelige og det velkendte i hans kunst. Men vi møder det i nye og overraskende sammenhænge, der forudsætter, at vi fokuserer på ideen bag værket frem for udførelsen og det æstetiske.
I Horsens Kunstmuseum er det muligt at opleve otte inventarnumre af kunstneren skabt i perioden 1993 – 1999. Værkerne i samlingen består af skulptur, maleri og grafik.
Peter Rössell
Peter Rössell er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1985 – 1992. Kunstnerens værker er ofte karakteriseret ved at være en turne igennem tegneseriens forunderlige univers, hvor billedsproget fra tegneseriens mange figurer er genfortolket igennem Peter Rössells farvestrålende univers.
I Horsens Kunstmuseums samling er det muligt at opleve fire inventarnumre af kunstneren. Værkerne i museets samling er alle skabt i perioden 1993 – 2001 og består af grafik og maleri.