
Almost not spoken yet af Hesselholdt & Mejlvang
Almost not spoken yet
– en soloudstilling af Hesselholdt & Mejlvang på Horsens Kunstmuseum
Udstillingsperiode: Den 5. april – den 21. september 2025 (åbning lørdag den 5. april)
Med Almost not spoken yet præsenterer kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang en sanselig og poetisk totalinstallation, hvor visuelle, taktile og auditive elementer væves sammen i en større helhedsoplevelse.
Udstillingen undersøger de forbindelser, der knytter os sammen på tværs af kontinenter, kulturer og generationer, og den stiller skarpt på det fælles “Vi” i en verden, der er præget af splid. Publikum inviteres til at reflektere over vores globale historie og samhørighed samt de udvekslinger af materialer, håndværk, visuelle udtryk, idéer, madkultur og livsformer, der gennem tiden har formet vores fælles eksistens.
Almost not spoken yet insisterer på et sprog, der overskrider splittelsens vokabular og i stedet understreger medmenneskelighed, omsorg og nærvær. Centralt i udstillingen er materialernes oprindelse og den tidkrævende, nænsomme bearbejdelse, der ligger bag hvert enkelt værk.
Tekstiler spiller en gennemgående rolle i udstillingen. Igennem flere år har Hesselholdt & Mejlvang indsamlet stof fra lande verden over – tekstiler med tydelige brugsaftryk, som bærer på historier og spor fra tidligere liv. Flaglignende objekter, dekoreret med sirligt broderede motiver og sætninger hentet fra nyhedsmedier, rejser og bøger fungerer som ekkoer fra virkeligheden. Flere af tekstilerne er monteret på flagstænger udført i varierende træsorter og former – hver med sin egen fortælling om oprindelse og betydning.
Keramik
Et andet centralt element i udstillingen er keramiske beholdere – krukker, vaser og skåle i forskellige lertyper. Disse objekter låner deres formsprog fra mange verdensdele og leder tankerne hen på opbevaring af mad, familieliv og fællesskab omkring et måltid. Skulpturerne er opstillet i en cirkel – som deltog de i en stille forhandling, en tavs dialog om sameksistens gennem tiderne. De keramiske beholdere bærer ligeledes sætninger som publikum opfordres til at læse og reflektere over.
Lyden af verden
Gennem udstillingsrummet bølger et mangfoldigt lydtæppe – en collage af stemmer, dyrelyde, naturens susen, kirkeklokker og gadestøj, optaget af kunstnerne og sammensat med fundne lydbidder. Lydbilledet skaber et påtrængende, sanseligt lag, som inviterer publikum til at opleve værkerne gennem skiftende stemninger og indtryk.
Mellem udstillingens mange elementer ligger en underliggende bevidsthed om vores fælles ansvar for den verden, vi deler. Fremtiden dirrer lige under overfladen – en uvis og skrøbelig størrelse i en tid, hvor vores planet synes at bevæge sig stadig hurtigere mod det uforudsigelige. Almost not spoken yet kalder på eftertanke, fællesskab og en dybere forståelse af de tråde, der forbinder os alle.
Udstillingen er gavmildt støttet af: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Insero Horsens og Statens Værksteder for kunst.
Hesselholdt & Mejlvang er et dansk kunstnerkollektiv, der har arbejdet sammen siden 1999.I deres praksis undersøger de begreber som køn, magt og kollektiv identitet og hvordan disse spiller sammen med og har indflydelse på socio-politiske strukturer. Hesselholdt & Mejlvangs arbejde er forankret i omfattende research og de inkorporerer ofte performance, flag, installationer og aktiv brug af det offentlige rum i deres projekter.
Site-specificitet spiller en vigtig rolle, uanset om den manifesteres udendørs i en fjerntliggende skov, på en LED-lastbil, en ambassade, en avis, som en tatovering eller i en kunstinstitution.
Læs mere om dem her: https://www.hesselholdt-mejlvang.dk
Fernisering
Udstillingen åbner den. 5 april 2025 hvor der er gratis entré til museet fra 11.00-16.00.
Udstillingsåbningen markeres kl.14.00 hvor der holdes taler. Efterfølgende serveres der et glas bobler eller sodavand.
Alle er velkommen til at deltage. Kunstnerne vil være til stede.
Kontakt museumsinspektør Emilie Hartmann Kuang for yderlige information på: ehku@horsens.dk