Native, Exotic, Normal / Circle of Flags, Hesselholdt & Mejlvang

Hesselholdt & Mejlvang

Foran Horsens Kunstmuseum kan du opleve installationen ’Native, Exotic, Normal / Circle of Flags’ af Hesselholdt & Mejlvang. Kunstnerduoen blev dannet i 1999 og består af Sofie Hesselholdt (1974) og Vibeke Mejlvang (1976). De to kunstnere er begge uddannet ved det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006, hvor de også mødte hinanden.

Installationen  var en del af soloudstillingen ’Native, Exotic, Normal’, som tilbage i 2016 blev udstillet ved Den Frie Udstillingsbygning i København. Værket var et satellitprojekt som samme år blev udstillet på Roskilde Festivals Art Zone. Ligeledes har værket været udstillet ved Jens Otto Krags Plads i Randers i 2019, i forbindelse med udstillingen ’FLAG – objekt, ikon, symbol’ på Randers Kunstmuseum til markeringen af 800-året for Danmarks nationalflag. Værket får således sin nye placering i Caroline Amalielunden foran Horsens Kunstmuseum.

Hesselholdt & Mejlvang sætter med ’Native, Exotic, Normal / Circle of Flags’ fokus på de til stadighed udtalte problematikker, der er forbundet med den tidligere danske slavekoloni Dansk Vestindien og samtidens fokus på multikulturalisme. Danmarks mørke historie som en kolonination, har været medvirkende til, at vi stadig den dag i dag ser eksempler i samfundet og kulturen på, at etnicitet, og særligt hudfarve, stadig er en måde hvorigennem vi differentierer hinanden på. Værket består af tolv flagstænger med tilhørende flag, der er opstillet i en cirkel.

Det er muligt at læse mere om værket her.

 

Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang
Native, Exotic, Normal / Circle of Flags. 2016
Flag, flagstænger(glasfiber). Variable mål
Købt den 2 juni 2021 med tilskud fra  Overretssagfører Danjelsens og Hustrus Legat til Forskønnelse af Horsens By og Særlig dens omgivelser.

Inventarnummer: 1688