fbpx

Vamos a ver/Lad os nu se. 1988

Tyren, englen, benet og øret er motiver, der kan findes i Lars Nørgårds værker fra perioden i slutningen af 1980’erne, hvor værket Vamos a ver/Lad os nu se så dagens lys. Sammen med badekarret, paraplyen, spillekortet, hesten, stolen, en krukke, et reb og et løsrevet hoved er de blandt de motiver i Lars Nørgårds forunderlige univers, der fandt vej til hans billeder i denne periode.

Vamos a ver/Lad os nu se er skabt i en mere ukontrolleret arbejdsproces, hvor de mange penselstrøg og lag af maling alle er lagt på lærredet i en proces, der først blev afsluttet, når kunstneren valgte at sige stop. Maleriet er bygget op af lag af akryl og olie, maling, som man normalt ikke blander sammen, tilsat aske fra en brændeovn og kattegrus. Maleriet er i udtrykket semi-figurativt, og den humor, som tidligere havde fundet vej ind i Lars Nørgårds malerier, synes forsvundet til fordel for et alvorligere udtryk. I billedet ses en engel i venstre side, en tyrefigur i midten og i højre side en mandsperson med kun et øje og et stort slips.

”Billedet skal fungere hele vejen rundt, der må ikke være nogen ophold, døde flader,” udtalte Lars Nørgård. Det vigtige er heller ikke, at værket skal kunne forklares for det publikum, som måtte se på det; det, der har betydning, er værket i sig selv.

Vamos a ver/Lad os nu se. 1988
Olie, aske, sand, avispapir på lærred. 225,5 x 276,0
Gave 16/6-1988 fra malermester Viggo Nielsen og hustrus legat
Inventarnummer: 644