fbpx

Ugens kunstnere Hesselholdt & Mejlvang

De to danske kunstnere Sofie Hesselholdt (f.1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976) mødte hinanden da de begge studerede på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og har siden 1999 udgjort kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang.

Hesselholdt & Mejlvangs værker er oftest stedsspecifikke installationer og performances, der kan opleves i det offentlige rum, hvor de agerer som interventioner i hverdagslivet. Med deres kunst ønsker de at sætte spørgsmålstegn ved visse tendenser eller udviklinger i samfundet, og de undersøger derfor ofte tematikker, der omhandler kollektiv identitet, nationalistiske tendenser, køn og klima, samt hvordan sociopolitiske strukturer påvirker disse.

I mange af Hesselholdt & Mejlvangs værker inkorporeres en særlig farveskala, som de har arbejdet med i mange år. Farveskalaen tager udgangspunkt i en bred vifte af forskellige hudfarvenuancer, lige fra den mørkeste til den lyseste, og gør på en og samme tid opmærksom på underliggende raciale hierarkier og diskrimination, samtidig med at hylde diversitet og opfordre til et forenende fællesskab mellem alle mennesker. Samme farveskala går således også igen i værket Native, Exotic, Normal – Circle of Flags fra 2016, der er en del af Horsens Kunstmuseums samling.

 

 

Native, Exotic, Normal – Circle of Flags, 2016

Inventarnummer: 1688

Variable mål

Flagstænger (glasfiber) Flag

Købt med tilskud fra Overretssagfører Danjelsens og Hustrus Legat til Forskønnelse af Horsens By og Særlig dens omgivelser 2. juni 2021