Ugens kunstner – Troels Wörsel
Troels Wörsel (f.1950-2018) var igennem sin kunstneriske karriere optaget af mange forskellige strømninger i det 20. århundredes kunst, specielt konceptkunst, popkunst og minimalisme. På tværs af disse strømninger forblev maleriet altid centralt i Troels Wörsels kunstneriske udtryk, uanset hvordan kunstverdenens hovedstrømninger skiftede. Hans malerier udgør en kontinuerlig, reflekteret udforskning af mediets muligheder og udfordringer, og er ofte i dialog med kunsthistorien og tidligere faser i hans eget arbejde.
Troels Wörsels praksis omfatter også mere humoristiske værker, der motivmæssigt spænder fra madlavning og vinetiketter til rasterbilleder og væddeløbsheste. Værket, Varenne fra 2001 forestiller den legendarisk italiensk travhest Varenne, født i 1995. Han anses af mange for at være en af de bedste travheste nogensinde. Med sin imponerende karriere vandt han mere end 6 millioner euro i præmiepenge. Med Varenne har Troels Wörsel videreudviklet det typiske rytterbillede og udeladt rytteren, så hesten indtager den primære position. Horsens Kunstmuseums samling rummer flere værker af Troels Wörsel og han indtager en central plads i museets samling.
Troels Wörsels produktion var præget af en konstant udvikling og en uophørlig søgen efter maleriets potentialer, hvor Troels Wörsel opfattede maleriet som en flad genstand med en vis fysisk størrelse. Dette var grundlaget for udforskning af forskellige visuelle muligheder og kunstneriske problemstillinger, som han forsatte med at udforske igennem hele hans karriere.
Siden 1997 levede og arbejdede kunstneren i Pietrasanta i Italien og i 1970’erne flyttede han til Köln i Tyskland. I 2007 repræsenterede han Danmark ved Venedig Biennalen, hvor to af de værker der var med der, senere blev en del af Horsens Kunstmuseums samling.
Varenne, 2001
Akryl på lærred. 249 x 400 cm
Gave den 20. august 2001 fra Brdr. Schütts Understøttelsesfond
Inventar nr: 1036