Ugens kunstner – Maar Julius Lange
Maar Julius Lange (1897-1979). Under anden verdenskrig var der en gruppe mennesker i Horsens som på forskellig vis var optaget af den samtidige abstrakte kunst. En af dem var Maar Julius Lange. Han blev en del af en sammenslutning i Horsens, ”Studiekredsen for abstrakt Maleri i Horsens” der blev stiftet i 1945. De havde som mål i første omgang – at komme væk fra det naturalistiske maleri. Studiekredsen udstillede i 1946 og ophørte herefter med at eksistere, men trods dens korte eksistens fik den afgørende betydning for Langes kunstneriske udvikling. Herefter var han medlem af ”Studiekredsen for eksperimental Maleri”, som opstod i 1947 og fortsatte retningen bort fra naturalismen.
Maar Julius Langes maleri var helt på højde med samtiden. Han udstillede således naturligt på kunstnersammenslutningen Spiralen, sammen med den senere noget mere kendte Asger Jorn.
Udtryksmæssigt kunne Lange have været blevet en del af Cobra bevægelsen, men som person var han ikke udstyret med de egenskaber der skulle til at så at sige gøre opmærksom på sig selv, og trak sig tilbage til Horsens, hvor kun ganske få mennesker fik lov til at følge hans kunstneriske udvikling.
Han arbejdede med en udforskning af det spontane og irrationelle samtidig med det strukturerede i værkerne, som helt fra slutningen af 40’erne til hans død var befolket af symboler, tegn, figurer, fugle, fisk, insekter, skibe samt nodetegn og linjer.
På trods af værkernes store kvaliteter nåede han kun at deltage i få udstillinger, da han tidligt i karrieren valgte at trække sig fra udstillingslivet.
Museet havde kendskab til eksistensen af Maar Julius Langes eksistens siden 1984, men først i slutningen af 1990’erne lykkes det at komme i kontakt med Maar Julies Langes datter, og af den vej fik åbnet op for hans univers. I 1999 præsenterede museet en større udstilling med hans værker, Dette blev indledningen til at museet påbegyndte en opbygning af en samling af hans værker, således at vi nu kan præsentere hans udviklingsforløb fra de første abstrakte værker til hans seneste værker.
Balance
1947
Olie på papir klæbet på pap
42 x 57,2 cm
Inventarnummer: 1000