Ugens kunstner Ib Brase
Ib Braase (1923-2009) var en markant billedhugger på den danske kunstscene. Hans konstante nuancerede udforskninger af skulpturens muligheder har gjort ham til en vigtig medspiller i den udvidelse af skulpturbegrebet, som fandt sted i 1900-tallet. Udvidelsen af forståelsen af, hvad begrebet ’en skulptur’ dækker over var ikke et decideret brud med tidligere tiders skulpturtraditioner, men en nødvendighed for at lade skulpturen være relevant som samtidskunst.
Ib Braases ouevre vidner om en personlig udvikling fra den lukkede, traditionelle statue i starten af 1950’erne mod den åbne skulptur, der indtager og inddrager det omkringværende rum. Braase arbejdede hen mod en opfattelse af skulpturen som et sted: ”Et sted, man åndeligt kan være i”, som han selv udtrykte det. Særligt interessant er det, hvordan Braase kunstnerisk udviser en ubrudt kontinuitet, der strækker sig tidsmæssigt fra den danske senmoderne interesse for form og volumen, som Braase særligt oplever gennem sin rolle som assistent for den danske billedhugger Astrid Noack, til en udvidet forståelse af skulpturen, som inkorporerer en forståelse af arkitektur, rum og krop.
Han arbejdede med et råt udtryk, som ikke altid blev taget godt i mod. Da Ib Braase i slutningen af 1980’erne udførte en offentlig udsmykning til Det Danske Centralbibliotek i Flensborg blev værkets status som kunst eller skrald stærkt debatteret. Men i takt med accepten af, at skulpturbegrebet indebærer meget mere og meget andet end blot klassiske, afgrænsede skulpturer, så er Ib Braases værker blevet nemmere at forstå og holde af. Ib Braase har modtaget både Eckersbergs Medalje i 1968 og Thorvaldsens Medalje i 1985, som er den største hæder, der tildeles danske billedhuggere. Han har desuden modtaget en række legater og er repræsenteret i en lang række kunstmuseers faste samlinger.
Takket være en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet er Horsens Kunstmuseum hjemsted for landets største samling af Ib Braases skulpturer. Samlingen indeholder skulpturer skabt i perioden fra 1949 til 1993. Skulpturerne giver et indblik i Ib Braases samlede oeuvre og fortæller historien om en unik kunstnerisk udvikling.