Ugens kunstner – Ian McKeever
Ian McKeever (f. 1946) tilhører mellemgenerationen i engelsk kunst. Han har været aktuel på kunstscenen siden 1969, hvor han lejede en atelierplads hos kunstnerkollektivet SPACE i London. Hvem han i 1971 havde sin første udstilling sammen med i Berlin. Hans abstrakte maleri er ikke ukendt for et dansk publikum, da han har en række galleri og museumsudstillinger bag sig på dansk grund, herunder to på Horsens Kunstmuseum i 2002 (Four Quartets) og 2014.(Twelve Standing And Three).
Ian McKeever lader sig inspirere af landskaber fra fjerne rejsemål som Sibirien, Ny Guinea, Sahara og Grønland, af poesi, kunsthistorie, videnskab og musik. Med Jill Lloyds ord: …“hvert billede er faktisk summen at erfaringen, følelser, associationer og erindringer…men formerne er abstrakte og forenklede for at skabe klarhed, umiddelbarhed, fokus…”
Abstraktion og perfektion går op i en højere enhed i Ian McKeevers maleri, der tydeligt bærer præg af den fysiske aktivitet det er at male. Med malerierne skaber Ian McKeever et rum til refleksion mellem maleriet og beskueren.
Netop Ian McKeevers fokus på maleriets muligheder er væsentligt i forhold til Horsens Kunstmuseum, hvor det fokus også ses hos kunstnere fra museets samling som Troels Wörsel og Ola Bilgreen.
Ian McKeever
Four Quartet. Here IV. 2003
Olie og akryl på lærred. 220 x 361,5 cm
Gave den 20. juni 2006 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 1131
Horsens Kunstmuseum