fbpx

The Frozen Moment Desert, 2007-09

Rejsefotografier viser ofte personlige billeder fra en rejse. Ofte indeholder sådanne fotografier billeder af ens rejsefæller og de konkrete ting, man har oplevet på rejsen. Det forholder sig anderledes med Erik A. Frandsens store arkiv af rejsefotografier. En samling der består af ikke færre end 243 fotografier af alt fra interiører og køretøjer til mennesker og bygninger.  

Med kameraet har Erik A. Frandsen indfanget forgængelige øjeblikke, der ved første øjekast kan virke ligegyldige. Men ved et nærmere studie bliver det straks tydeligt, at hvert enkelt fotografi bærer præg af en særegen æstetik og komposition en æstetik der ses som en tydelig tråd i Frandsens kunstneriske praksis. Her møder vi alt fra den stereotype meget overvægtige amerikanske kvinde til æstetiske landskabsbilleder af den amerikanske natur.  

Erik A. Frandsen har også fotograferet byernes puls og liv. Dette ses blandt andet i fotografier af dels en række ikoniske skilte, der indkapsler den amerikanske kultur og identitet, dels en række street artværker af kendte street artkunstnere som Swoon, Banksy og Obey. På enkelte af fotografierne ses Erik A. Frandsens egen familie, men disse er fotograferet på samme måde som de resterende rejsefotografier. Her er ikke tale om opstillede familiebilleder, men snarere om æstetiske øjebliksbilleder, der foreviger en konkret handling. Det samme gør sig gældende i fotografiet af den ikoniske gademusikant på hjørnet af 23rd Street i New York, der sad ved siden af Chelsea Hotel med sin guitar dag ud og dag ind, selvom han egentlig ikke kunne spille guitar.  

Horsens Kunstmuseum modtog i første halvår af 2014 en stor og unik donation fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål. Donationen er den største donation, Horsens Kunstmuseum har modtaget i museets historie. Donationen bestod af skulpturen ’18.03.2012 Beijing’, malerierne ’Fælledvej’ fra 2013 og ’Fontæne’ fra 2008, mosaikken ’The Boy’ fra 2007 og de 243 fotografier ’The Frozen Moment Desert’ fra 2007-09.  

The Frozen Moment Desert, 2007-09
246 rejsefotografier. Ca. 390 x 590 mm og 590 x 390 mm
Gave 1-4-2014 fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål 
Inventarnummer: 1271a-1283p

The Frozen Moment Desert, 2007-09 The Frozen Moment Desert, 2007-09 The Frozen Moment Desert, 2007-09