SWOT. 1993
Selvom Lars Nørgård i en periode i starten af 1990’erne havde arbejdet med abstraktion i sine malerier, hvor figuration og fortællinger skulle elimineres, til fordel for at maleriet i sig selv, penselstrøgene og de mange malingslag kunne træde bedre frem, skiftede han allerede i 1992 retning tilbage mod det mere figurative maleri.
I SWOT ses en hovedløs mand, der sidder ude på isen og fisker menneskehoveder op gennem et hul i denne. Han jagter det helt rigtige hoved, og de hoveder, som han allerede har fisket op af hullet, sidder han nu på. Hovedet, som manden er i færd med at fiske op, har et determineret og selvsikkert udtryk, som ved det selv, at det er det helt rigtige for manden, der fisker det op. De andre hoveder er malet mere ekspressivt og fremstår derfor mere utydelige i udtrykket end det hoved, som manden netop er ved at fiske op. På ryggen af mandens trøje står der ‘S.W.O.T’, som er en meget anvendt analysemetode inden for strategiudvikling i både private og offentlige organisationer. ’S.W.O.T’ står for: Strengths (styrker), Weaknesses (svagheder), Opportunities (muligheder) og Threats (trusler).
Humoren er stadig meget nærværende i Lars Nørgårds kunstneriske univers og ses også mere fremtrædende i de senere malerier, hvor figurationen begynder at fremstå mere og mere tydeligt defineret. Klare motiver fremstår som essentielle elementer for forståelsen af maleriet og dets fortælling.
SWOT. 1993
Olie på lærred. 221,3 x 190,4
Gave 8/6-1993 fra Horsens Kunstmuseums Venner
Inventarnummer: 790