fbpx

Stående kvinde. 1950-54

Ib Braase bliver omkring 1950 assistent for den danske billedhugger Astrid Noack, og hendes tilgang til former og materialer bliver en stor inspirationskilde for Braase. Noack tager ofte udgangspunkt i menneskekroppen (særligt kvinder og børn), og hun arbejder ud fra en tanke om afsluttede skulpturer i enkle stillinger udformet i enkle, overordnede former. Noacks skulpturer er skabt med dyb respekt for materialet, og forståelsen for figurens indre skelet var et vigtigt aspekt. Formerne må fornemmes indefra og opstå på baggrund af en forståelse af skulpturens masse, kerne og indre opbygning. Noacks skulpturer står tilbage som billeder på det almene og altsigende – det fundamentalt menneskelige.

Braase er tydeligt påvirket af Noacks produktion, hvilket skinner igennem i værket ‘Stående Kvinde’ fra 1950-54, hvor den kompakte kvindefigur hugget i granit er udformet af enkle former og står tilbage med en statuarisk tysthed. Menneskekroppens almene former og skulpturens masse er en udpræget vigtig dimension i Braases værk. Skulpturens udtryk forekommer nærmest arkaisk. Den arkaiske stil kendes fra antikke græske skulpturer fra omkring ca. 600 – 480 f.Kr., som var præget af stivhed og forenkling.

 

Stående kvinde.1950-54
Granit.139,8 x 35,9 x 37,8 cm
Gave 20/5-2015 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 1319