Med ’Stålblomster’ fra 2006 forskydes forholdet mellem motiv og tradition endnu en gang. De blomster, som Frandsen har afbildet, er nemlig mindebuketter fra kz-lejren Auschwitz. Blomstermotivet har traditionelt været forbundet med forgængelighed; en påmindelse om, at vi alle skal dø. Dén pointe synes at få tilført en ekstra dimension her: Dels kan vi associere fra stålpladernes industrielle præg til den systematiserede ’industrialisering’ af døden, der fandt sted i de nazistiske udryddelseslejre. Og dels får vi med denne viden i baghovedet anskueliggjort døden som en massedød; et vilkår, der er fælles og angår os alle. Dertil kommer, at Frandsen lader sine stålblomster flankere af store kultegninger, hvor han endnu en gang har benyttet sig af familiefotos som forlæg. Hverdagens små stunder med sønnen Sikker iklædt boksehandsker eller datteren Laika, der skutter sig under et badehåndklæde, gøres til værdifulde minder om det liv, Frandsen og vi trods alt får lov at leve. 

Kontrasten mellem liv og forgængelighed dominerer altså på et motivisk niveau. Stålblomsterne er dog i mindst lige så høj grad kendetegnet ved et markant modsætningsforhold mellem naturens og kulturens forgængelige blomster og det blanke, uforanderlige stål. Stålplader hører til i industrien og måske i moderne hightechbyggeri. De er hårde og kølige – og de er spejle. ”Frandsens blomster bor (…) i spejlet,” som digteren Peter Laugesen (f. 1942) har beskrevet det. ”De er ikke spejlbilleder og forestiller heller ikke (…) at være det. Alt andet er spejlbilleder.” En væsentlig del af dette ’alt andet’ er naturligvis os som publikum. Vi kan ikke se på stålblomsterne uden samtidig at se os selv. Og vi kan ikke se på kunstværket uden samtidig at ændre det for os selv. Kunstværket er, som Laugesen slutter sin tekst, ”Noget at gå forbi, når vi går ind i os selv”. 

Den distance, der kendetegnede blokadeværkerne og deres forløbere, synes altså ikke at gøre sig gældende her. Eller gør den? Med stålblomsterne bliver vi i allerhøjeste grad lukket ind i værket. Samtidig har vi imidlertid rig lejlighed til at se på noget andet end kunstværket, nemlig os selv. Det er dermed en overvejelse værd, om det spejlblanke ståls invitation til at indtræde i værket også fungerer som en uundgåelig anledning til at blokere for det.  

Et væsentligt spørgsmål er desuden, om dét at blive inddraget så direkte i stålblomsternes blanke univers i grunden er ønskværdigt. Hos Laugesen giver det i det mindste anledning til en del mareridtsagtige scenarier hentet fra litteraturens verden. Og vi kan måske overveje, om den effekt, der fremkommer, når et motiv spejles, kan noget af det samme, som Frandsens ombytning af lys og skygge kunne i sin tid. Læg dertil den pointe, der opstår, når vi som civilklædt kunstpublikum på en tilfældig dag pludselig ser os selv optræde som spejlede afbildninger side om side med Frandsens kultegnede familieminder. Er også vores liv blot en samling øjeblikke, der kan være borte om lidt? Og er netop dette øjeblik vigtigt nok til at illustrere vores liv? 

’Stålblomsterne’ bliver altid udstillet sammen med fire tilsvarende store kultegninger: ’Sikker med boksehandsker på Falster’, ’Spiderman, New York’, ’Annette og Maiken, Lissabon’ og ’Laika på Bøsøre’, alle fra 2005, hvor det er fotografier af hverdagssituationer med familien, der er blevet brugt som forlæg. 

Sikker med boksehandsker på Falster, 2005
Kul på lærred. 250,0 x 235,0 cm 
Gave 25-11-2006 fra kunstneren 
Inventarnummer: 1138a 

Spiderman, New York, 2005
Kul på lærred. 250,0 x 235,0 cm 
Gave 25-11-2006 fra kunstneren 
Inventarnummer: 1138 b 

Annette og Maiken, Lissabon, 2005
Kul på lærred. 250,0 x 235,0 cm 
Gave 25-11-2006 fra kunstneren 
Inventarnummer:  1138 c 

Laika på Bøsøre, 2005
Kul på lærred. 250,0 x 235,0 cm 
Gave 25-11-2006 fra kunstneren 
Inventarnummer:  1138 d 

Stålblomster, 2006
Bearbejdet rustfri stål. 250,0 x 235,0 cm 
Gave 25-11-2006 fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål 
Inventarnummer: 1137 a-c