fbpx

Signe Guttormsen. Matskive (55). 2001.

Signe Guttormsen (f. 1964) har formået at genoptage maleriet og rykke på vores opfattelse af det. Hun har i sine tidligere værker arbejdet med fotografiet, men har siden lagt det på hylden til fordel for maleriet. Dog fornægter hendes kendskab til det fotografiske arbejde sig ikke i hendes malerier, hvor hun ind imellem benytter sig af fotografiske teknikker og materialer. Det er kendetegnende for Signe Guttormsen, at hun ikke er maler i ordets bogstaveligste forstand. Hun bruger godt nok maling, som hun hælder ud på en flade, men hendes billeder er ikke resultater af en malerisk tænkemåde, og farverne er ikke betydningsbærende.

For Signe Guttormsen er malingen det materiale, hun bruger til at skildre selve den proces, det er at skabe et værk, og i denne proces reducerer hun sig selv og dermed alt subjektivt. Senest er Signe Guttormsen også begyndt at forholde sig til malerierne som et skulpturelt objekt, idet hun saver indsnit i billedkanten og splitter flader ad for at sætte dem sammen på en ny måde. Men uanset hvordan hun forholder sig til billedfladen, er malerierne eller vægobjekterne, og for den sags skyld også de fotografiske arbejder, et vidnesbyrd om en arbejdsproces og en udforskning af stoffets egenskaber.

I ”Matskive” er billedfladen en aluminiumsplade, hvorpå der er hældt farver på i nøje afstemte felter. Titlen ”Matskive” henviser til fotografiet, hvor en matskive er den lille glasplade i spejlreflekskameraet, hvorpå billedet stilles skarpt, inden man knipser. I ”Matskive” er det farvernes sammenspil, deres relationer til hinanden, og hvordan farverne afslører tilblivelsesprocessen, der er det primære for værket. Selv kalder hun det for en slags kontrolleret tilfældighed, når hun nok bestemmer malingens retning hen over fladen, men hvor det er malingens interaktion med tyngdekraften, der bestemmer, hvordan farven afsættes på fladen. I ”Matskive” arbejder hun med fire løberetninger for malingen, og store dele af aluminiumspladen får lov til at stå uden maling, så pladens egen grå farve også spiller en rolle. De farvede felter er lette og transparente, og nye farver opstår, hvor fladerne overlapper hinanden. Det fremgår tydeligt af værkerne, at Signe Guttormsen arbejder meget med at finde frem til de helt rigtige nuancer, som hun med sikker forståelse sammensætter.

 

 

”Matskive (55)”, 2001
Akryl på aluminium, 66,0 x 47,5
Købt 2001
Inventarnummer: 1035