Scheintod, Christian Lemmerz
Skulpturen ’Scheintod’ består i en jerncirkel i flisebelægningen på Horsens Kunstmuseums parkeringsplads. Den er pga. placeringen nem at overse, men svær at ignorere, når man først opdager den store, tunge cirkel. Værket er skabt i støbejern og ændrer derfor udseende med tiden. Oprindeligt var støbejernet sort, i dag er det rustrødt.
Cirklen er perfekt rund i sin form og ligner dermed et objekt skabt af en maskine frem for et menneske. Betragter man værket tæt på, kan man imidlertid se små ridser rundt omkring på formens overflade. Disse ridser kan associere i flere retninger, for eksempel til hulemalerier eller til kroppens små blodårer. Ridserne udgør spor af menneskets eller håndens arbejde, hvilket skaber modvægt til værkets ellers maskinelle udtryk.
Titlen ’Scheintod’, på dansk skinddød, kan relateres til værkets lighed med et dæksel. Funktionen af et dæksel er at adskille to dele eller miljøer fra hinanden. ’Scheintod’ kan ses som en afskærmning mellem de levendes og de dødes verden hhv. over og under dækslet.
Skulpturen har et tvillingeværk i Christian Lemmerz’ ’Valium’ fra 1991. Værket er ligesom ’Scheintod’ cirkulært, men dog skabt af gips, så det ligner en kæmpestor hvid pille. Den sløvende virkning af valium kan, hvis man tager for mange, få et menneske til at fremstå skinddødt.
Scheintod, 1989-90
Støbejern
Horsens Kunstmuseums parkeringsplads
Gave 2/7-1990 fra Kirsten og Palle Diges Fond