Roundabout. 2019
Roundabout er et kaotisk men æstetisk smukt værk. Lars Nørgårds 1980’er-humor synes væk for en stund i værket, og i stedet har kunstneren forsøgt at bearbejde og reflektere over livets omskifteligheder og hændelser. Titlen på værket, Roundabout (eller rundkørsel), refererer til de refleksioner over fortiden, nutiden og fremtiden, som kunstneren cyklede rundt og rundt i dagligt i denne periode af sit liv. Denne iboende fortælling om livet har Lars Nørgård formidlet igennem værket. Det handler om at være, hvor man er i tilværelsen, at se både frem og tilbage i livet og se på de voldsomme personlige oplevelser, som skaber desperation og vemod og dermed behov for refleksion. Da Lars Nørgård skabte Roundabout, lå hans far for døden, og faderens tilstedeværelse og dødsangst kan ses manifesteret som et stort øje i højre halvdel af billedet.
Lars Nørgård har anvendt Crackle Paste i maleriet. Et materiale, der er specielt udviklet til at skabe dybe krakeleringer i farvelaget, hvorved der skabes et spil imellem det tynde farvelag og de næsten tredimensionale Crackle Paste-områder på lærredet. Maleriet krakelerer således øjensynligt for næsen af en.
Roundabout. 2019
Olie og akryl på lærred. 170,5 x 280,0
Købt 11/12-2019 med tilskud fra Slots- og kulturstyrelsen
Inventarnummer: 1487