Pussy Power, 1970

Kirsten Justesen er kendt for at bruge sin egen krop i sin kunst og har, ifølge hende selv, arbejdet under mottoet “My body is my tool”. Hendes værk Pussy Power fra 1970 er ingen undtagelse for denne filosofi. 

Værket indgår i en værkserie af samme navn og er en afstøbning af Kirsten Justesens højgravide mave lavet i hvidmalet glasfiber. Henover maven står der “Pussy Power” i rød kursivskrift, hvilket står i skarp kontrast til den ellers hvide baggrund. 

Igennem mange år har Kirsten Justesen været en aktiv del af Rødstrømpebevægelsen, og mange af hendes værker bærer præg deraf. Pussy Power taler også ind i flere feministiske temaer, hvilket er særligt karakteristisk ved Kirsten Justesens kunstneriske praksis.

Nærværet af den tredimensionelle, gravide mave er kraftfuld i samspil med titlen, der står hen over maven og minder om den utrolige urkraft, som kvindekroppen rummer. Dog er den også særligt stærk fordi den gravide krop er så ukonventionelt et skulpturelt motiv, hvilket vidner om, at Kirsten Justesen har taget ejerskab over sin egen krop og fremstiller den, som hun selv vil – gravid eller ej – og dermed frarøver det mandlige blik sin magt.
Frarøvelsen af det mandlige bliks magt er en generel tendens i Kirsten Justesens kunstneriske praksis. En del af hendes værker arbejder netop med en ukonventionel fremstilling af den kvindelige krop, hvilket giver Kirsten Justesen en agens i forhold til, hvordan hendes krop skal ses. På samme tid viser det også, at kvindekroppe generelt har deres egen agens; de har noget at sige og er ikke blot noget kønt, man kan kigge på.

Pussy Power. 1970 

Bemalet glasfiber 

62 x 49,7 cm 

Købt den 5. september 2022 

Inventarnummer: 1738 

Foto: Horsens Kunstmuseum