Psyke 1-3, 1988

Med værket Psyke 1-3 giver Christian Lemmerz konkret form til et abstrakt begreb. Værket er en tredelt skulptur der umiddelbart med sin form leder tankerne hen på krukker, mens titlen refererer både til det menneskelige sind og bevidsthed, såvel som til den græske gudinde for sjælen. 

At udfordre den klassiske skulpturs form, og materialer, er ikke nogen uvant praksis for Christian Lemmerz, der allerede som 18-årig tog til Carrara, Italien, hvor han på akademiet studerede store klassiske skulptører så som Auguste Rodin (1840-1917) og Michelangelo (1475-1564). I sin egen kunstneriske praksis har Christian Lemmerz både trukket på disse referencer, bl.a. i værket Dead Child (Beslan) fra 2004, men også udfordret dem, særligt i sine materialeeksperimenterende skulpturer fra 1980’erne som eksempelvis Fettbaby fra 1985 der hovedsageligt består af margarine, eller Afasi III fra 1986 bestående af jern, messing, polyuretanskum og stenuld. 

Med værket Psyke 1-3 udforsker Christian Lemmerz endnu en gang et givent materiales potentiale. Værkets tre skulpturer er massive, og mimer derfor kun en krukkes fysiske form, da selve krukkens funktionen sættes ud af spil. Materialet spiller på samme måde beskueren et puds, da rillerne og de organiske former leder tankerne hen på en klump ler, der formes ved keramikerens drejebænk, selvom værket er skabt i gips.  

I Psyke 1-3 undersøger Christian Lemmerz gipsens anvendelsesformer, da han har drejet skulpturerne, som var de ler. I stedet for at reducere gipsen til et materiale der viser et aftryk, ophøjes gipsen her til at blive et materiale af egen værdi. 

 

Psyke 1-3, 1988
Gips. 80,5 cm (a) 79,7 cm (b) 80 cm (c)
Gave fra Statens Museumsnævn den 3. november 1989
Inventarnummer: 702 a-c