Playboy. Sherilyn Fenn. 1990
Maleriet Playboy. Sherilyn Fenn er skabt af Anne Marie Ploug i 1990, hvilket var samme år, som den okkulte tv-serie Twin Peaks, skabt af David Lynch, løb over de danske tv-skærme og naglede seerne til stolesædet. Her spillede skuespiller og fotomodel Sherilyn Fenn en af seriens hovedroller som den smukke og beregnende Audrey Horn.
Maleriet viser Sherilyn Fenn placeret midt på det store lærred; baggrunden er sort, og hun poserer i en stropløs kjole. Håret er sat op, læbestiften rød og i ørerne ses store funklende øreringe. Over hendes hoved ses det nederste af syv bogstaver: PLAYBOY.
Sherilyn Fenn var på forsiden af det verdenskendte Playboy-magasin i december 1990, et magasin som stadig nød stor popularitet dengang. Maleriet gengiver Anne Marie Plougs dialog med den samtid, som hun er en del af. Da maleriet er skabt i en tidsalder før internettets store udbredelse, er der ingen tvivl om, at kunstneren er blevet opmærksom på den smukke Sherilyn Fenn enten via tv eller de kulørte modemagasiner og skønhedsmagasiner. Maleriet er som en tidsmaskine, der fører beskueren direkte tilbage til nogle af 90’ernes mest ikoniske referencer.
Playboy. Sherilyn Fenn. 1990
Olie på lærred. 200,5 x 200,5 cm
Købt den 28. februar 2012
Inventarnummer: 1234