Ib Braases monumentale skulptur ‘Plankeværket’ kan betegnes som et af kunstnerens hovedværker. Det indeholder elementer af både maleri, skulptur og digt. Værket har en klar flade skabt af en række vandrette brædder, men fungerer også i høj grad rumligt som installation. Et plankeværk har almindeligvis en spærrende funktion, som skal afgrænse bestemte områder og blokere for andres indtrængen og udsyn. Men Ib Braases plankeværk afgrænser ikke et særligt et område, da man kan bevæge sig kropsligt omkring værket. Plankerne sidder heller ikke helt tæt, og dermed kan man som beskuer kigge gennem sprækkerne. Dette gør værket åbent og inkluderende og inddrager rummet omkring værket i høj grad.

På plankerne er der påmalet en række sætninger, der alle referer til et digt af den argentinske digter Miguel Angel Sevilla, som Ib Braase får kontakt til i slutningen af 70’erne. Sevillas poesi handler ofte om døden, det levende menneske og forgængeligheden – det er store eksistentielle temaer, som tages op og behandles. Her omdannes digtet til jordnære materialer som træ, marmor, jern og cement. På den måde fungerer værket i et spændingsfelt mellem det tunge jordnære og det luftige lyriske udtryk.

En geometrisk underliggende struktur er markeret tydeligt. Der skabes en trekant af den diagonale planke, som hviler på plankeværkets top og holdes fast mod plankeværkets vandrette del af en klat tung beton. Tanken om skulpturens indre geometriske skelet kommer sandsynligvis fra Ib Braases tid på Kunstakademiet, hvor han deltog i forelæsninger hos Aksel Jørgensen, der netop lagde vægt på fornemmelsen for kompositionens geometriske grundlag. Plankeværket er også et eksempel på, hvordan den bearbejdede sten igen får en fremtrædende plads i Braases produktion, og der ses tydelige referencer til stenhuggerarbejdet med at hugge tekst i gravsten, samt en reference til faderens stenhuggeri. Han forlader altså ikke sin status som billedhugger, men de modellerede elementer ligger ofte i detaljen i de store kompositioner.

Værket er interessant i forhold til Horsens Kunstmuseums kunstsamling, hvor Ib Braase kan ses som en forgangsmand for flere af de repræsenterede kunstneres praksisser. Som eksempel kan der trækkes en tydelig parallel fra ’Plankeværket’ til Martin Erik Andersens store skulpturelle værk ’More give me more give me more. Dette dit dørtrin’ fra 2009. Det ca. 5 x 15 meter store værk består af et silikonetæppe, der præsenteres rejst fra gulvet ved hjælp af en række bagvedliggende stålstativer. Motivet tager afsæt i det historiske Ardabil-tæppe, som er et klassisk persisk tæppe fra ca. 1540, hvilket Martin Erik Andersen har oversat, forskudt og reproduceret i en ny kontekst. Værket henvender sig direkte til beskueren, som kropsligt forholder sig til værket i det fysiske møde med det. Her skabes et spændende mulighedsrum mellem værk og beskuer, hvor en række af forskellige og individuelle læsninger og fortolkninger præsenterer sig. I tråd med Ib Braase arbejder Martin Erik Andersen med et udvidet begrebsapparat, hvor forholdet mellem rum, krop, sprog og tænkning mødes. Martin Erik Andersen har da også oplevet Ib Braases værker, blandt andet som helt ung studerende på Kunstakademiet i København.

Plankeværket (over digt af Miguel Angel Sevilla). 1981-82
Træ, jern, beton, marmor og bemaling. 268,1 x 413,4 x 214,0 cm
Gave 20/5-2015 fra Ny Carlsbergfondet
inventarnummer: 1342