Gudrun Hasle

Gudrun Hasle

How can I scrim for halp wen I am ok. 2015
Lagenlærred med stof applikation

Gave 8/8-2016 fra Horsens Kunstmuseums Venner
Inventarnummer: 1394

 

Museet har indlemmet endnu et nyt værk af Gudrun Hasle i samlingen. Gudrun Hasle (1979) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2002 – 2008 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007-2008. Gudrun Hasle arbejder i sin kunstneriske praksis med kommunikation ofte på skrift og med udstillingen ‘How can i scrim’ spørger hun beskueren direkte om, hvordan man kommunikerer efter hjælp, når enhver kan se, at man opfylder rammerne for det gode liv. Hun er kendt for at sin selvbiografiske tilgang ofte med udgangspunkt i hendes egen ordblindhed. Banneret er skabt stedsspecifikt på Horsens Kunstmuseum og museet har i forbindelse med udstillingen erhvervet det til museets samling.

Hvad er størst: Et skrig eller et parcelhus
Samtale mellem Gudrun Hasle og Claus Hasle Larsen

CLaus Hasle Larsen: Du er kendt for at lave teksterværker på trods af din ordblindhed. Og du er kendt for at lave forholdsvis små tekstile værker med sarte sting.

Og du har tidligere sagt, at alle dine værker kunne fragtes i en cykelkurv.

Hvad nu! Der er brugt lastbil, lift og metalwires og vi nærmer os et værk på parcelhusstørrelse på næsten 150 m2?

Gudrun Hasle: Der sker altid noget når man arbejder i forhold til størrelse. Jo større det bliver desto mere fysisk bliver den følelse tilskueren får, når han eller hun ser på det?

CHL: Nu står der noget med Scrim – altså et skrig – Det er jo ikke det første skrig i kunsthistorien. Kunne du ikke have lavet det i Munch-størrelse? Kunne teksten have fungeret på et A4-ark

GH: Ikke på samme måde. I teksten prøver jeg at give skriget den størrelsen, som følelsen kan have inde i kroppen på mig.

CHL:  Omvendt bruger du også ordet ‘okay’. Hvad er det for et ord? Hvad betyder det hos dig?

GH: ‘Okay’ er et superinteressant ord, fordi det rummer alt fra , at man har det vildt godt til jeg har det akurat lige udholdeligt. Når man sætter ordet scrim først og bruger okay bagefter, afmonterer man på en eller anden måde det store skrig.

CHL: Men hvorfor er det interessant at afmontere det store skrig. Munch var overhovedet ikke afmonterende i sit skrig

GH: For det første skaber det  en interessant spænding i selve teksten. For det andet synes jeg, at det er et billede på vores civilisation på en eller anden måde?

CHL: Hvordan det?

GH: At vi lever med en indre smerte, som vi dulmer med facade og forbrug og derfor er vi kun okay.

CHL: Men er det ikke okay at være okay?

GH: Det er okay at være okay, men så kan folk måske føle, at jeg er der med dem. Værket er en dialog med den enkelte. Så kan det godt være, at jeg råber lidt højt, fordi skriget føles stort indeni mig

Den disharmoni der er mellem det vi stræber efter, som gør os så stressede er interessant.

CHL: Du er jo kendt for at være ordblind. Kender man dig og dine værker, vænner man sig på en måde til det faktum og overser det næsten i størrelsen af værket. Det er som om det bliver noget sekundært. Kan du følge mig?

GH: Jeg ser min ordblindhed, som mange trods alt ikke kender, som en underliggende energikilde, der er med til at give værket en ekstra form for sårbarhed.  Det gør det mere menneskeligt.

CHL: På trods af at du størrelsesmæssigt prøver at lægge dig du ud med guderne ved at arbejde i katedralstørrelse.

GH: På Horsens Kunstmuseum har jeg haft mulighed for at lave skriget i den størrelse det er: Sådan ca. 12 gange 12 meter.