Nina Sten-Knudsen – 1990’erne
I starten af 1990’erne udviklede Nina Sten-Knudsens værker sig igen i opposition til den fremherskende tendens i billedkunsten, der var at arbejde med installation og video. Nina Sten-Knudsen insisterede igen på maleriet ud fra et ønske om at undersøge, hvad der kunne lade sig gøre, og hvad der kunne males.
Grundlæggende arbejdede Nina Sten-Knudsen helt frem mod midten af 1990’erne med en billedopbygning bestående af en figurfri billedflade, hvorpå der placeres et figurativt billedfelt.
Denne tilgang til maleriet udfoldede sig fuldt ud på udstillingen Random Walk i 1995 på Horsens Kunstmuseum, hvor værket En taoistmunk drømmer om Andromeda-tågen eller Andromeda-tågen drømmer om en taoistmunk fra samme år var et af udstillingens centrale værker.
Motivmæssigt bevægede Nina Sten-Knudsen sig mellem imaginære landskaber og den virkelige verden. Nina Sten-Knudsen malede blandt andet et maleri af en ung mand, Benjamin.
Benjamin blev som 18-årig hårdhændet anholdt nytårsnat 1992 på Rådhuspladsen i København. Under anholdelsen mistede han bevidstheden og blev på grund af en alvorlig hjerneskade erklæret 100 % invalid.
En taoistmunk drømmer om Andromeda-tågen eller Andromeda-tågen drømmer om en taoistmunk, 1995
Akryl, olie og overhead påhæftet med tape på lærred. 162 x 271
Gave 1996-01-23 Horsens Kunstmuseums Venner
Inventarnummer: 896
Mono Blues, 1991
Olie på lærred samt bladguld. 320 x 170
Købt 12/4 -2012
Inventarnummer: 1236
MA, 1992
Olie på lærred. 323 x 180
Gave 17-5- 2021 Galleri Specta
Inventarnummer: 1686