Michael Kvium

I museets gamle afdeling er det muligt at opleve en mindre ophængning af en række af Horsens Kunstmuseums samlings Michael Kvium værker.

I Michael Kviums kunstneriske produktion fra 1980’erne og til i dag kan iagttages et yderst personligt billedsprog med en kontinuerlig fremstilling af absurde og tabubelagte emner – dog ikke uden den særlige Kviumske humor og morbiditet. Det er et billedunivers, der inviterer beskueren ind i menneskesindets mere mørke og primitive afkroge. Endvidere finder beskueren ofte et særpræget og makabert figurgalleri med androgyne og muterede skabninger. Kvium benytter en tilbagevendende ikonografisk symbolik: cirklen, scenen, forhænget, ægget, citronen, pølsen, bandaget, hjernemassen og så videre.

Michael Kvium er kendt for at konfrontere sit publikum med netop det, vi ønsker at vende ryggen til og fortrænge. En art overskridelsesæstetik, der fungerer i form af lettilgængelige motiver og et realistisk formsprog. Hans kunst kredser om individets grundlæggende eksistensvilkår – det at være til på både godt og ondt. De indholdsmæssige tematikker og tilbagevendende emner tager ofte afsæt i modsætningspar som det afskysvækkende og det dragende, orden og kaos, virkelighed og fantasi og liv og død.

Hele museets Michael Kvium samling er desuden tilgængelig  på hjemmesiden. Det er muligt at gå på opdagelse i samlingen her.