Medicinlinje 5. 2014

Medicinlinje 5, 2014 

Værket Medicinlinje 5 er et ud af en serie af flere medicinlinjer, der blev skabt i 2014 til udstillingen Alt hvad der var er nu væk. 

Da værket blev udstillet i 2014, fremstod det ikke isoleret, som det gør nu, men var en del af en større installation, der kunne opfattes som et totalværk. 

Værket blev i 2020 tilføjet Horsens Kunstmuseums samling sammen med neonværket Alt hvad der var er nu væk takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet.   

Sammenstillingen af en række elementer, ofte på række som i Sygeleje, møder vi også i Medicinlinje 5. Opstillingen har nærmest en museal karakter, i alle fald når man tænker på, hvorledes de kulturhistoriske museer i sidste århundrede præsenterede deres genstande på endeløse rækker. 

Materialemæssigt er vi i Medicinlinje 5 på hjemmebane i Emil Westman Hertz verden, voks, pap, grene, polystyren og en bjørneklostængel fyldt med voks. Vi befinder os fortsat i sygdommens verden, men måske inde i kroppen. Nogle af elementerne er abstrakte, men der er også elementer, der leder tanken hen på lunger og luftveje – så måske er det en menneskekrop i forfald, der ligger foran os på gulvet.  

Menneskekroppen som genstand for selvstændig kunstnerisk bearbejdning ses i flere papir værker  i museets samling, hvor Westman Hertz ser ind under huden, ind i kroppen, og illustrerer kroppens kredsløb. 

 

Medicinlinje 5 

2014 

Inventarnummer: 1679 

310 x 60 cm 

Voks, pap, papir, grene, polystyren, bjørneklostængel 

Gave fra Ny Carlsbergfondet 29-5-2020 

 

Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen