Erik A. Frandsen opholdt sig i Barcelona, Spanien, på det tidspunkt, hvor dette værk blev skabt. Forud i den kunstneriske udviklingsproces havde han bevæget sig fra muddermaleri som ‘Uden titel, Metode’ over ‘Retrograd Amnesi/Ingen vej tilbage’ til de radikale blybilleder, der med deres tredimensionale collagekarakter åbnede op for en meget anderledes tilgang til det at skabe og opleve kunsten. 

I 1987 udstillede Frandsen en serie billeder under navnet ‘Smukke billeder kan man ikke kalde pis’, hvor materialet ikke kun var olie på lærred, men også gulvvinyl, metalbakker og ståltråd. Virkeligheden trænger så at sige ind i maleriet som et rent billedkunstnerisk element; virkelighedens betydning er væk, og den er blevet et materiale på lige fod med oliemaleriet. 

Ikke alene er der tale om, at nye materialer har fundet vej til maleriet, men der er også tale om etablering af to planer i billedfladen, hvor den ene blokerer for den anden. Motivet blokeres på en måde, og året efter blev dette koncept formuleret mere konkret, da Frandsen skabte en udstilling under navnet ‘Blokader’. Et begreb, der i årene, som fulgte, blev en vigtig del af det kunstneriske koncept, Frandsen arbejdede videre med. ‘La Verdad’ ligger i forlængelse af disse værker og står som en væsentlig forudsætning for den serie værker, Frandsen skabte til udstillingen ‘Frandsen, bc’ på Horsens Kunstmuseum i 1988, hvor også blokademaleriet ‘Imod Arkimedes’ var udstillet.  

La Verdad, 1987
Olie, aluminiumsbakker, plastikbakke, ståltråd, rågummi, gulvvinyl på lærred. 200 x 162 cm 
Købt 17-11-1999 med tilskud fra Horsens Kunstmuseums Venner 
Inventarnummer: 972