fbpx

Kitchen Totem with Orange Bucket, 2017

Kitchen Totem with Orange Bucket fra 2017 er et keramisk værk af Rose Eken, som mimer en totempæl. I modsætning til den klassiske totempæl er Rose Ekens version imidlertid lavet af køkkenredskaber genskabt i keramik.

Rose Eken undersøger i sin kunstneriske praksis det banale i hverdagen, det som vi andre ofte overser eller tager for givet. Køkkenredskaber, som vi alle har i hjemmet, omdanner Rose Eken til kunstværker ved at stable dem oven på hinanden og derved skabe en form for finurlig æstetisk totempæl. Pludselig er de ikke bare køkkenredskaber lavet i keramik; de enkelte redskaber har nu ændret betydning. De ellers så banale genstande som for eksempel en skrigorange spand og en vinflaske får pludselig en større betydning i Rose Ekens kunstneriske univers.

Rose Eken skaber genkendelighed og fascination ved at genskabe hverdagsrekvisitter i keramik. Denne genkendelighed er ligeledes med til at skabe et intimt rum for beskueren, da de genkendelige objekter ofte bærer på en historie og måske er knyttet til et minde eller en person. Måske har ens bedstemor haft den samme skål eller si; måske har spanden været i ens barndomshjem. De fleste beskuere af Rose Ekens værker kan selv relatere til de objekter, som er blevet omdannet i keramik. På den måde sætter Rose Eken scenen, men lader beskueren fortsætte værket og fortællingen.

Kitchen Totem with Orange Bucket, 2017
Materiale: glaseret papirler
Mål: 225 x 40 cm
Købt den 3. marts 2017
Inventarnummer: 1405