Icedress #1-#3, 2002-2003

Kirsten Justesens Icedress #1-#3 (2002-2003) består af tre skulpturer i is formet som kjoler, hvilket titlen også afslører. Kjolerne er opbygget af køleelementer, som vi kender dem fra en fryser, og værket fryser derfor til is, når det er tændt. På samme måde smelter isen af køleelementerne når værket er slukket. Derved genopstår værket på ny igen og igen når vandet smelter, kondenserer og så fastfryses. 

Kirsten Justesen er kendt for sine feministiske motiver fra 1960’erne og 1970’ernes Rødstrømpebevægelse, men har igennem sin tid som kunstner ligeledes vist en interesse for is som materiale. Denne interesse opstod på et besøg i Grønland, hvor hun blev fascineret af isens form og tidslige karakter. 

De tre skulpturer i Icedress #1-#3 leger med menneskelig bevægelse og er formgivet efter levende kroppe; men er lavet i is, hvilket skaber dobbelthed. De evigt smeltende iskjoler kan anses som en form for testamente til kroppens foranderlighed; dog fastfryser isen på en og samme tid også kroppen i en evigtvarende stilstand. Kjolemotivet kan her tolkes som en feministisk vinkling af kroppen og en kommentar til kvindekroppens aldring og de idealer, som det moderne samfund har til den. Her er der nemlig en tendens til at kvindekroppen helst skal være fastfrosset i sin ungdoms udseende.

 

Kirsten Justesen.    

Icedress #1#3. (2002-2003)  

Kobber, jern, zink og kompressor. Hver skulptur 90 x90 x 200   

Gave den 7. december 2023 fra Ny Carlsbergfondet  

Inventarnummer: 1771 a-c 

Foto: Tom Christoffersen