I 2002 oplever vi et dramatisk skift i Michael Kviums billedverden. Stenbroen blev periodevis forladt og erstattet af længerevarende ophold midt i naturen. Det betød, at naturen nu blev et væsentligt element i hans maleri.

”Det forekom mig ganske tidligt naturligt at inddrage en slags natur som baggrund for mine malerier, og efterhånden begyndte jeg at se træerne som en slags fængsel eller som nogle alt for store eller uoverskuelige størrelser i forhold til de noget undseelige personer i maleriets forgrund. I daglig tale taler vi om, at noget eller nogen er langt ude i skoven, hvilket jo forstås som en vanvittig situation eller en idé helt ude af proportioner. Netop dette billede af skoven som en mental tilstand fik mine tanker ud over den mere romantiske idé om mennesket i naturen.” 

Det er således ikke guldalderens smukke, harmoniske bøgeskov, vi møder i Kviums maleri, men en skov, der er truende og betydningsbærende.
I Hvidt bad maleri er vi ikke i en skov, men i en udefinerbar natur. Figurerne er afbildet i en hvidlig, nærmest sump, halvt sunket ned og formentlig ikke i stand til at komme op igen.

Maleriet er bygget op af markante, tydelige penselstrøg, der giver en stærk stoflighed og adskiller sig fra Michael Kviums tidligere værker, hvor de næsten umærkelige penselstrøg skabte et fokus på det fortællende.

Hvidt bad maleri, 2002
Olie på lærred. 42,5 x 46,0 cm
Købt 1/9-2002
Inventarnummer: 1087