
Grisehoved og stegte gåselår, 2024
I Horsens Kunstmuseums samling er det muligt at opleve Rose Ekens keramiske værk Grisehoved og stegte gåselår fra 2024. Værket blev skabt i forbindelse med Rose Ekens udsmykning til Magasins juleudsmykning i 2024. Værket består af et Royal Copenhagen fad med et stort grisehoved med et rødt æble i munden og rundt omkring hovedet ligger stegte gåselår, æbler, appelsiner og svesker. I forbindelse med udsmykningen udtalte Rose Eken til Magasin:
“Jeg har klart en form for humor i mine ting, som jeg håber, man ser som beskuer. Når jeg genskaber ting fra virkeligheden, modellerer jeg ret sjusket, altså sådan både præcist og upræcist. Jeg stopper et sted, hvor tingen er ved at falde fra hinanden. Jeg modellerer også ofte tingene lidt for småt, denne skævvridning eller forvrængning af et familiært objekt får os til at kigge på tingen igen. Vi kan mærke, at noget er forkert, og derfor ser vi efter igen for at få det til at blive ‘rigtigt’. Mine objekter taler ind i sprækkerne og giver plads til det fantastiske i det velkendte – i de ting, vi ellers overser i dagligdagen – og det er der, humoren kommer ind.”
Grisehoved og stegte gåselår. 2024
Glaseret stentøj. 66 x 50 x 25 cm
Købt den 31. januar 2025
Inventarnummer: 1793