Fairway. 2013
I Fairway fra 2013 ses den koloristiske abstraktion, som Lars Nørgård arbejdede med i denne periode, tydeligt, samtidig med at flere genkendelige former og figurer træder frem for os. Værket får herigennem karakter af at være kontrolleret i form og udtryk.
Endnu en gang trådte flere gennemgående motiver frem i Lars Nørgårds værker, og her ses hanmandrillen som en af de helt tydelige. Hanmandrillen med den røde snude og de blå kinder fremtræder som et humoristisk og let genkendeligt element. Der er tre af dem i Fairway, hvor de sidder sammen i en ødelagt båd. En båd, som de selv har ødelagt med deres ubrugelige årer, hvoraf den ene har påmalet et spar-motiv; i nederste venstre hjørne af billedet får man også øje på et spillekort. Det kan være en henvisning til, at mandrillerne har væltet deres eget korthus, skabt kaos i en allerede kaotisk billedverden.
En person, som agerer maler i billedet, er iført en dykkerdragt og er i færd med at male det hjerte, som ligger placeret i forgrunden af billedet. Måske er det malerens eget hjerte, som kan være hevet ud af hans sorte indre, der toner frem bag lærredet. Titlen Fairway henviser til sportens verden. En fairway er i golfverdenen betegnelsen for et kortklippet tæppe af græs mellem teestedet og greenen. Henvisningen til golfsporten ligger dog kun i titlen.
Fairway. 2013
Olie på lærred. 250,0 x 300,0
Gave 28/5-2014 fra Erichsens Kunstfond
Inventarnummer: 1291