Bonsai Cut. 2007
Maleriet Bonsai Cut er fra 2007. Her ses et sort træ med en neongrøn og hvid baggrund. Hvor toppen af maleriet er stærk grøn, fader farven mere og mere ud, jo længere ned ad lærredet beskueren kigger, og den grønne farve ender med kun at drive ned ad lærredet under det store træ, som må anses for maleriets egentlige motiv. Den farve, vi normalt forbinder med et træ, er forsvundet ud i baggrunden, og træet står tilbage som en sort silhuet. Anne Marie Ploug har fortyndet den grønne oliemaling med terpentin, så farven nogle steder nærmest løber af lærredet.
Ordet ’bonsai’ betyder direkte oversat ’landskab på bakke’ og er en dyrkningsmetode, som skaber en form for dværgvækst hos træer. Oprindeligt var det en gammel kinesisk kunstform, der tog udgangspunkt i at plante små træer i skåle for derefter at beskære og forme dem over en årrække. Kunstformen spredte sig fra Kina til Japan, hvorefter den nåede til den vestlige verden. Den dag i dag findes der museer, der udstiller bonsaiplanter i såvel Japan som USA og Europa. Det hævdes, at de ældste bonsaiplanter er over 400 år gamle.
Maleriet kan relateres til Cathrine Raben Davidsens store maleri Jealousy (Efter Manet) fra 2003, som også er en del af Horsens Kunstmuseums samling. Her er værkets hovedmotiv en citron malet i en stærk gul farve. De to malerier peger begge på velkendte elementer fra hverdagen, som radikalt ændrer karakter, når de præsenteres som kunstneriske motiver på et lærred.
Værket Bonsai Cut erhvervede Horsens Kunstmuseum i 2008 takket være Horsens Kunstmuseums Venner.
Bonsai Cut. 2007
Olie på lærred. 180 x 230 cm
Gave 16.01.2008 fra Horsens Kunstmuseums Venner
Inventarnummer: 1158