Black Sheep og Birds Talk. 2015
I 2016 præsenterede Horsens Kunstmuseum endnu en særudstilling med Lars Nørgård, denne gang under titlen Morphine. Udstillingstitlen var inspireret af stoffet morfin, som kunstneren havde stiftet bekendtskab med i forbindelse med voldsomme smerter på grund af en mulig diskusprolaps.
I værkerne Black Sheep og Birds Talk fra 2016 har Lars Nørgård arbejdet med en form for underliggende streg, som toner frem under et stort koloristisk lag af farver. Lars Nørgård har tegnet stregen med kinesisk tusch, som er påført med en pensel placeret for enden af et to meter langt skaft, en metode, der medvirkede til at skabe en distance til billedfladen. Oven på tuschstregerne ligger et afsluttende lag af olie- og akrylmaling, som bidrager til at skabe et nuanceret og tydeligt spil mellem de forskellige lag i maleriet.
Titlen på værket, Black Sheep, henviser til det at være det sorte får, noget der stikker ud og ikke lige passer ind i en vanlig forestilling om, hvordan kunst skal skabes. Historisk set er maleri bundet op på en forestilling om, at det gerne skal tage lang tid at skabe det, som om værdien af et værk er lig med mængden af det arbejde, der er lagt i det færdige produkt. Black Sheep blev til i en proces hen over en dag, startende med optegning, hvorefter billedet blev lagt på gulvet, og stregen tegnet op med kinesisk tusch. Herefter skulle værket tørre til den følgende morgen og derefter påføres et lag lak, så motivet ikke kunne tværes ud. Værket Black Sheep er derfor med sin korte produktionstid en form for sort får, fordi det bryder med den gængse forestilling om skabelsen af kunst.
I Birds Talk har Lars Nørgård arbejdet med samme teknik og proces som i Black Sheep, men i modsætning til Black Sheep krævede Birds Talk at blive arbejdet videre på med flere lag tusch. Birds Talk er Lars Nørgårds bidrag til et baghavebillede, malet med inspiration i kunstnerens egen baghave og de ting, han oplevede der, såsom fugle der kvidrer, en foderskål, en tørresnor, en skjorte, der hænger til tørre og bevæger sig i vinden. Man kan eksempelvis også se et tydeligt grønt blad i venstre side af billedet, som danner et modspil til de mere konstruerede skarpe felter i øverste højre hjørne.
Black Sheep. 2015
Akryl og kinesisk tusch på lærred. 250,0 x 270,5
Gave 16/3-2016 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 1386
Birds Talk. 2015
Akryl og kinesisk tusch på lærred. 250,0 x 270,0
Gave 16/3-2016 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 1387