Arles – mon amour – no pasaran 2, 2015
I efteråret 2014 vandrede Erik A. Frandsen næsten 1000 km fra Gran San Bernardo i Schweiz til San Pietro i Rom sammen med forfatteren og vennen Thomas Boberg. Motivet på scagliola-værket ‘Arles – mon amour – no pasaren’ fra 2015 stammer fra denne pilgrimsvandring. Rejsen tog 35 dage og handlede sådan set bare om at gå. Hele turen forevigede kunstneren på skitseniveau. Han tegnede skitser af det, han tilfældigvis dvælede ved undervejs, det der var lige foran ham; en del af en by, vejen de vandrede på eller der, hvor de stoppede for at holde pause. Skitserne repræsenterer derfor forskellige tilfældige erindringer fra rejsen.
Værket var første gang at opleve på Frandsens soloudstilling ‘Pilgrimage for an Armchair Explorer’ på Horsens Kunstmuseum i 2015. Frandsens kunstneriske praksis er kendetegnet ved behovet for og evnen til – på tværs af materialer, teknikker og udtryksformer – at indfange øjeblikkets flygtighed i noget uforgængeligt.
Scagliola (fra italiensk scaglia) er en teknik til fremstilling af skulpturer og andre arkitektoniske elementer, der minder om marmor. Teknikken kom på mode i 1700-tallet som en effektiv erstatning for det dyre marmor. Det er den samme teknik, Frandsen gjorde brug af i forbindelse med sin udsmykning i Frederik VIII´s palæ på Amalienborg i 2010.
Arles – mon amour – no pasaran 2, 2015
Scagliola. Diameter 250 cm
Gave 20-8-2018 fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål
Inventarnummer: 1432