Anne Marie Ploug. Introduktion
Anne Marie Ploug er født i 1966 og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1988-95. Hun arbejder primært med maleri, grafik og collage i en farvepalet, der spænder fra vilde pangfarver til helt skarpe sort-hvide silhuetter. Anne Marie Plougs billedunivers bærer ofte præg af en dobbelthed. Det kan være ord med dobbelte betydninger eller værker, hvor både forside og bagside er synlige på en og samme tid.
Motivuniverset er hentet fra den verden, vi lever i, fra massekulturens idoler til de japanske mangapiger og ukrudtsplanternes vildtvoksende former. Formen og forholdet mellem de positive og de negative flader er også et gennemgående træk i kunstnerens praksis.
Udtrykket i Anne Marie Plougs værker er til forhandling gang på gang. Kaster man et blik på hendes grafik, ser man, at den bevæger sig fra sort-hvide fotorealistiske værker med motiver af skovens træer og blade blandet med abstrakte sorte former til værker, som er helt abstrakte og meget stoflige, udført både som helt små formater og fysisk overvældende formater og fyldt af visuel poesi fra gulv til loft.
I Horsens Kunstmuseums samling ses malerier skabt i perioden 1990-2016. Derudover ses grafiske værker samt en kunstnerbog med titlen MODERN ATLAS fra 2014. Anne Marie Ploug har indtil nu været udstillingsaktuel på Horsens Kunstmuseum to gange. Første gang tilbage i 2002 sammen med Tine Maria Koefoed og Ann Sophie Stærk under navnet Quirky Girls og anden gang med soloudstillingen Lovely Noxious i 2007. Her viste hun sin spændvidde med en udstilling, der bestod af malerier, grafiske og keramiske værker.
Under dette punkt på Horsens Kunstmuseums hjemmeside introducerer vi museets samling af Anne Marie Plougs værker. En samling, der vidner om kunstnerens løbende nysgerrighed i forhold til at udforske billedmediets muligheder.
Samlingens ældste værk er det store portræt af fotomodellen og den ikoniske Twin Peaks-stjerne Sherilyn Fenn fra 1990, og den fortsætter med mangamalerierne Flea-Fly Girls og Camouflage fra 1996, der på mange måder peger i en helt anden retning end portrættet af Sherilyn Fenn. Samlingen indeholder derudover de tre farvestærke malerier Happy go Lucky Head, Handbag Lady og Cowboy Girls, alle fra 2002, samt det store neonfarvede maleri Bonsai Cut fra 2007, der viser kunstnerens store optagethed af form og flade.
Inden for den grafiske teknik tiltrækker det store træsnit Mango Grande fra 2016 sig stærk opmærksomhed, idet det nærmest hypnotiserer beskueren på grund af sin størrelse, men også på grund af motivet.
Anne Marie Ploug er en kunstner, der viser en tydelig interesse for den grafiske tekniks ofte begrænsende udtryksmuligheder, hvilket også kommer klart til udtryk i malerierne. Her kan maleriet Bonsai Cut igen fremhæves og pege på kunstnerens grafiske blik og interesse.
Museets samling af Anne Marie Ploug spænder over en 34-årig periode, hvor vi følger kunstnerens udvikling fra at være inspireret af 1960’ernes pop art-kultur med sine farvestrålende malerier til at beskæftige sig med naturens ukrudt og iagttagelser af verden i sort-hvid.
Det er vigtigt at understrege, at Horsens Kunstmuseums samling af Anne Marie Ploug er et blik ind i kunstnerens mangeårige praksis og ikke dækkende for hele kunstnerens oeuvre.