Uden titel, Metode, 1984
Ser man på selve det formelle i maleriet ‘Uden titel, Metode’ fra 1984, må man konstatere, at Erik A. Frandsen på dette tidspunkt ikke følte trang til at dyrke den traditionelle æstetik eller den gennemprøvede skønhedsopfattelse, men derimod bestræbte sig på at arbejde hen imod en ny æstetik.
Et meget diskuteret begreb i den kunstneriske debat mellem en række fremtrædende kunstnere i den unge generation, heriblandt Frandsen, var i denne periode grimhedens æstetik. Billedkunsten skulle være grim; det var så at sige endemålet. Anvendelsen af en form for grimhedens æstetik holdt ikke ved længe, men ser man på ‘Uden titel/Metode’ møder man mørke grumsede farver, der flyder over lærredet og opløser figurerne til næsten ukendelighed. Det er ikke et traditionelt skønhedsbegreb, der skal udfolde sig i ‘Uden titel, Metode’. Muddermaleri var en anden betegnelse, der blev hæftet på disse mørke og tunge billeder. Motivmæssigt møder vi Leda og svanen, men det er ikke den mytologiske historie, der er specielt vigtig for forståelsen af værket, det er nærmere arbejdet med maleriets mange muligheder og visuelle fremtoning.
Uden titel, Metode, 1984
Olie på lærred. 175,0 x 250,0 cm
Købt 27-2-1985
Inventarnummer: 535 a-b