Kitchen Scene, 1997
1990’ernes fotografi var på kunstscenen særligt præget af en søgen efter ’realisme’; motiverne var ofte hverdagsscenarier hentet inden for hjemmets egne fire vægge, hvor de sære oversete detaljer i livet syntes at få tillagt mere betydning. Det var da også i denne periode, at Erik A. Frandsen begyndte at arbejde væsentlig mere med fotografiet, et medie han allerede havde snust lidt til i 1986. Frandsen arbejdede med motiver fra privatsfæren, hvori han kunne undersøge kontrasterne mellem nærvær og fravær.
Frandsen anvendte især en teknik med lang lukkertid på kameraet, som kan skabe en helt speciel effekt af lysgrafiske streger i fotografiets overflade. Det skaber en form for bevægelighed i det, der ellers er et øjebliksbillede. Denne teknik har han anvendt i mange af sine fotografiske værker, som er udarbejdet fra fotografiets eget negativ. Farvemodsætningerne i negativet er med til at skabe et fremmedgørende og distancerende udtryk, på trods af at det ofte er sin familie, Frandsen har fotograferet i nære og hjemlige hverdagssituationer.
Mange af Frandsens værker centrerer sig omkring temaer som familien, parforholdet og ægteskabet, som han bearbejder på forskellige måder i mange forskellige medier, også fotografiet. Frandsen retter kameraet mod det nære, intime og familiære, og derfor forekommer det også ofte at være hans familie, som portrætteres i fotografierne. Hvor kunstneren i 80’erne arbejdede meget med det frie og ekspressive udtryk, var 90’erne særligt præget af et fokus på det intime og det nære, som forbinder sig til virkeligheden, og derfor så man ofte familien portrætteret i både fotografiet, maleriet og grafikken.
Kitchen Scene, 1997
Fotografi. 940 x 665 mm
Gave 10-12-1997 fra Horsens Kunstmuseums Venner
Inventarnummer: 925 a-e