Erik August Frandsen (1957) spillede en hovedrolle i det kunstneriske nybrud, der fandt sted i Danmark omkring 1981-83. I dag forbinder vi navnet Erik A. Frandsen med et af Danmarks mest anerkendte og mangefacetterede kunstneriske oeuvrer. Hans værker findes på mange af landets museer, i det offentlige rum og i private samlinger. Ikke mindst har han spillet, og spiller fortsat, en væsentlig rolle i Horsens Kunstmuseums historie. Frandsen var blandt de første kunstnere, der udstillede på Horsens Kunstmuseum efter museets etablering som selvstændigt kunstmuseum; allerførst som del af gruppeudstillingen Ler-etuder II’i 1985 og dernæst med soloudstillingen Retrograd Amnesi/Ingen vej tilbage i 1986. Siden er fulgt en række solo- og gruppeudstillinger.

Med mere end 300 værker af Erik A. Frandsen indtager en betydelig plads i Horsens Kunstmuseums samling, hvor vi kan følge hans kunstneriske udvikling fra debuten i de tidlige 1980’ere og helt frem til i dag. 

I årene 1976-79 studerede Frandsen keramik i Grækenland, skulptur i Carrara, Italien, og arbejdede med grafik i Frankrig. Da han i 1981 flyttede tilbage til Danmark, var han med til at grundlægge kunstnerfællesskabet Værkstedet Værst. Som en del af De Unge Vilde i starten af 1980’erne var Frandsen med til at skubbe grænserne for kunstens formelle udtryk og brug af materialer. I en uendelig søgen efter nye muligheder har han gennem sin karriere som kunstner udforsket utallige medier, som er med til konstant at overskride grænserne for kunsten.  

Mange af Erik A. Frandsens tidlige kunstværker fra starten af karrieren i 80’erne var opbygget af flere lag, ofte med eksempelvis objekter såsom gummidæk, tøj eller metalbakker påført lærredet. Ligeledes centrerede mange af de tidlige kunstværker sig tematisk omkring det erotiske, et greb der er med til at få kunstværkerne til at fremstå åbne og tiltrækkende, men også ubehagelige og distancerede for beskueren.  

Erik A. Frandsens udforskning af forskellige kunstneriske medier spænder vidt, fra maleri og fotografi til grafik, skulptur, installation, mosaikker, neonkunst og stålrelieffer. Kunstnerens brede mediebrug vidner om en trang til konstant at udforske nye muligheder, og det motivmæssige indhold fortæller en lignende historie. Det er nemlig svært at indfange en kunstner som Erik A. Frandsen, der fremstår som drevet af en uudtømmelig lyst til at udvikle sin kunst og udfordre grænserne inden for de forskellige kunstneriske medier. Han arbejder fra den ene yderlighed til den anden.  

Man kan tale om ’genkendelsen’ som et relevant redskab i Erik A. Frandsens kunstneriske produktion. Frandsen gentager nemlig ofte enkelte motiver i utallige serier og forskellige medier for at frembringe noget, som er anderledes end det, der før kunne opleves. Dette ses i flere af Frandsens serier fra starten af 90’erne, hvor han arbejdede med det samme motiv fra eksempelvis private familiefotos i både grafik, tegning, maleri og bøjet i neonrør. Ved at præsentere et motiv på mange forskellige måder opnår kunstneren, at man måske oplever det anderledes og ser noget, som man ikke umiddelbart ville have lagt mærke til, hvis det kun havde været bearbejdet i ét bestemt medie. At anvende familiefotos som motivmæssig baggrund for de forskellige kunstneriske udfoldelser er med til at tilføje værkerne en helt speciel intim og hverdagslig følelse, som så ofte forvrænges og bearbejdes så meget, at det personlige og relaterbare element i billederne til en vis grad forsvinder eller utydeliggøres for beskueren. Flere af fotografierne er bearbejdet som negativer i kunstværkerne, hvilket tilføjer det familiære motiv et næsten overjordisk udtryk.  

Det samme gør sig gældende for Erik A. Frandsens serie af blomstermotiver, som dukker op i slutningen af 90’erne/starten af 2000’erne. Det er ikke meget, som fremstår traditionelt i Erik A. Frandsens kunstneriske univers, og det samme gør sig gældende for blomstermotiverne. Blomsterne kan være alt fra ukrudt såsom tidsler og mælkebøtter til hvedeaks eller tulipaner, som placeres i en simpel vase eller en urinflaske. Et blomsterbillede er ofte genkendeligt, selv hvis det er nogle mere utraditionelle blomster, Erik A. Frandsen har anvendt. For at bryde med dette bearbejder Frandsen, ligesom med familiefotoene, motivet i mange forskellige, og ofte meget utraditionelle, materialer og teknikker som stål, scagliola eller mosaik.  

Det er ikke til at sige, hvor Erik A. Frandsen tager sine kunstneriske udfoldelser hen næste gang, men ét er sikkert: værkerne vil helt sikkert fremstå anderledes end dem, som var før. Det samme gælder for de mange og forskelligartede motiver, genrer og traditioner, som Frandsen tager op og ofte vender tilbage til igen og igen. De fleste af os vil kunne genkende klichéen om et idyllisk familieportræt eller et yndigt og feminint blomstermaleri. De fleste af os kan også genkende forventningen om, at et kunstværk vil vise os noget. Det er præcis sådanne klichéer, Frandsen identificerer, gentager, forvrænger og udnytter i sin kunst. Og det er i sin uventede omgang med klichéerne, at Frandsen formår at skabe værker, der overlever.    

Fotograf: Anders Sune Berg