Foran Horsens Kunstmuseum står denne figur. Den har fået en place­ring, der gør, at museets besøgende ikke straks får øje på den, men plud­selig er den der – en dødsfigur. En tom skal, mennesket, der har været i den, er forsvundet, og kun draperiet er tilbage. Det er en yderst klassisk skulptur i formopfatteisen og i sit materialevalg. Man skal ikke have væ­ret i mange kirker og set mange madonnafremstillinger, før man umid­delbart kommer til at tænke på hende, men hvor hun er livgivende, er denne figur netop et stærk udtryk for døden. Christian Lemmerz har været meget bevidst om at dette var en offentlig skulptur.”Jeg har brugt en ret præcis arbejdsmetode, som kunne sammenlignes med en filmin­struktør, nemlig at sætte sine virkemidler ind for at fremkalde en slags effekt hos tilskueren, altså ren manipulation” og det er lykkedes. Man fornemmer i en skulptur som denne, at den ikke er blevet til gen­nem en lang kamp med materialet. Den er ikke vokset ud – den er udvik­let i tanken og så udført, når den var færdig der. Det er meget karakteri­stisk for Lemmerz måde at arbejde på. Skulpturerne bliver til i hovedet gennem en lang proces, bliver gennemarbejdet på ideplanet, inden de så bliver udført. Resultatet er, som i denne, uhyre præcist og rammer hver gang med stor styrke. Det er en for Lemmerz nødvendig måde at arbejde på, når han er op imod “Time is Money .. Kulturens valgsprog, som gør alt til harmløs dekoration .. som tilklæber øjne, næse, mund, øre .. Men­nesket som konsumerende hul. Forført og forstoppet … Kultur som valium”. I den situation gælder det for Lemmerz om at “kæmpe for at få billederne tilbage, kæmpe for overhovedet at kunne leve, for alt bliver gennemsyret med klicheer, bliver forskønnet i alle mulige film, bliver kynisk behandlet, som underholdning”. Lemmerz søger med sin skulp­tur at fremkalde billeder, der rammer essensen direkte og råt, og som ik­ke giver beskueren mulighed for at undslippe. For som han også har sagt: “Kunst skal ikke være underholdning … ”

Christian Lemmerz
Gestalt (Todesfigur). 1987-1988
Bronze, patineret. H: 174 cm
Købt 1988 med tilskud fra SDS og Malermester Viggo Nielsen og hustru Helene f. Braiinigers legat
Inventarnummer: 669