I 1964 dukkede Bjørn Nørgaard op på Den eksperimenterende Kunst­skole, Eks-skolen. Den var etableret to år tidligere af Poul Gernes og Troels Andersen. Den udviklede sig hurtigt fra at være en decideret skole til et atelier- og værkstedsfælleskab, hvor der blev eksperimenteret på livet løs under inspiration fra det radikale nybrud, man oplevede i kunsten i 60’erne. Kunsten blev totalt omvurderet. Kunstnerne havde mistet troen på, at der fandtes muligheder i modernismens utallige formelle eksperimenter med form, flade og linie. Man eksperimenterede på alle livets områder og havde behov for at nedbryde grænserne mellem kunstarterne.

Bjørn Nørgaard eksperimenterede bl.a. med nye boformer og blev senere medstifter og medarbejder på et trykkeri. Det kollektive blev sat i fokus. Nye kunstformer så dagens lys. Nyrealismen ophobede hverdags­genstande. Aktioner og happenings blev markante udtryksformer det traditionelle kunstværk havde opbrugt sine muligheder. Kunstnerisk handling blev selve værket. Kunstværket var ikke mere noget endeligt, noget der var færdigt, men derimod et forløb. ”Kunst er hvad som helst hvor som helst. Kunst er et stort tomt hul. Man kan putte alt i det. En uendelig række muligheder for strukturer er tilstede. Man kan udforske det i det uendelige. Kunst er et ukendt sprog, en række magiske besvær­gelser til at afdække det guddommelige, til stadig at afdække nye lag. I kunst kan alt ske” udtalte Bjørn Nørgaard i 1969. Specielt “kunst er hvad som helst hvor som helst”, kunne stå som overskrift for dette årtis voldsomme eksperimenteren, og med hvor som helst mente man virkelig hvor som helst. Kunsten skulle ud af institutionens rammer og ind i vir­keligheden, ”målet var at gøre kunsten til en del af tilværelsen for os al­le”. I de sene 60’ere kom det politiske også ind i billedet.

“Alt er politisk, kunsten er ved sin blotte tilstedeværelse og intet andet, et politisk udsagn”, udtalte Bjørn Nørgaard. Men før det politiske kom på banen, var det mere enkle aktioner, der ofte havde karakter af materi­aleundersøgelser, Bjørn Nørgaard dyrkede. Legendarisk er hans Skulp­turelle demonstration fra 1966, hvor han støbte sine fødder ind i gibs – og forsøgte at gå på dem. Det handlede om ”at placere sig, at orientere sig, at placere materialet i forhold til sig selv.”

“Støt USA’s krig i Vietnam – send din søn”. Teksten kunne læses i det Louisiana Revy, der blev udgivet i forbindelse med udstillingen Tabernakel i 1970. Den refererede til Stald/rituel dissektion af en hest – ”heste­slagtningen” han udførte sammen med Lene Adler Petersen og Henning Christiansen. Hesten kom på syltetøjsglas og skulle have været vist på Louisiana, men blev bortcensureret.

Det magiske og det rituelle var blevet inddraget i aktionerne, det politi­ske stod markant. Senere kom aktionen 3 håndmadder og en bajer- kun ti kroner i 1975. Kunstneren inviterede til fællesspisning – aktionen realiserede forbindelser mellem mennesker.

Kunstnerens (menneskets) interesse for mennesket bliver et meget vigtigt aspekt i Bjørn Nørgaards værk – det er det, der driver værket. I 70’erne kom så skulpturerne og tableauerne og i 1981 den første store monumentaludsmykning – Gladsaxe bibliotek. Hans udsmykninger er generelt karakteriseret ved at gå i aktiv dialog med arkitekturen. Det er ikke kunst, der smykker. I skulpturen ses til stadighed en interesse for materi­alerne, ofte kombineret på traditionelt opfattede umulige måder. Karakteristisk for Bjørn Nørgaard er, at tilblivelsesprocessen er vigtig – samarbejdet med professionelle håndværkere, stenhuggere, støbefolk, kobbersmede, glarmestre m.v. Individualiteten på værkplan er tilstede, men den kollektive ånd fra 60’erne er tilstede i processen.

Bjørn Nørgaards De Røde Hunde fra 1983 er netop sådan en skulptur, der er blevet til med kunstneren som entreprenør. På fire betonsokler, fire arkitektoniske elementer står fire hunde hugget i tuf. På hver hunds hoved er et støbejernselement, der bærer en træbjælke, der igen bærer en billedtavle. Den karakteristiske brug af flere materialer er åbenbar, og hans stadige brug af referencer til kunst fra andre kulturer ligeså. Bjørn Nørgaard låner og genbruger i udstrakt grad, men bearbejder og videreudvikler. Hunden er hentet i Mexico, hvor den står på et museum, men i en helt anden og mindre størrelse. Billedfrisen er et arkitektonisk element lånt fra Maya-kulturen. Titlen er fra den vesteuropæiske kultur. Den er dobbelttydig, idet det ikke kun er børnesygdommen, der kan tænkes på, men røde hunde var også i en periode et skældsord for folk på venstrefløjen. Nu står den som vartegn for Horsens Kunstmuseum – lidt ironisk, når man tænker på, at udgangspunktet for Bjørn Nørgaards generation netop var, at kunsten skulle væk fra institutionerne.

Bjørn Nørgaard
De Røde Hunde. 1983
Beton, aluminium, jern, tuf, træ, bemalet.
305,0 x 292,0 x 71,0 cm
Købt 1988 med tilskud fra Statens Museumsnævn, Ny Carlsbergfondet, DK Sparekassen, Nykredit, Kreditforeningen Danmark, Familien Hede Nielsens Fond og BRF-Fonden
Inventarnummer: 621