
Titelløst billede nr. 12, 1990
Michael Kvium har arbejdet sig hen imod et bredere samfundsmæssigt perspektiv i sin billedkunst. Han skaber så at sige billedlige modstykker til den samfundsmæssige deformation, han oplever – billeder med former, som vi finder sandsynlige, men endnu ikke har mødt.
På Titelløst billede nr. 12 ser vi seks organiske former placeret i et tomt, udefinerbart rum. De seks former leder tankerne hen på menneskekroppen, idet man kan genkende noget, der ligner arme, ben, ryg, bagdel og en menneskelig hjerne.
Fremstillingen af deforme kroppe har været til stede før, dog med en tæt forbindelse til vores opfattelse af virkeligheden. Men hos Michael Kvium findes deformiteter ikke kun hos mennesket; også samfundet er ved at blive deformeret – både fysisk og åndeligt.
Titelløst billede nr. 12 kan ses som en skrækvision: Hvis vi fortsætter med at handle uden refleksion og omtanke, risikerer vi at havne i en situation, hvor vi – eller det, der ligner noget af det, vi var – krampagtigt må kæmpe for at holde resten af hjernen i forbindelse med kroppen.”I mine nye billeder prøver jeg at tænke ud fra spørgsmålet: Hvad nu, hvis verden skrider under os, og vi forsvinder fra kloden?”,
udtalte Michael Kvium.
Titelløst billede, nr. 12, 1990
Olie på lærred. 150,0 x 190,2 cm
Købt 22/2-1991
lnventarnummer: 739